‘Den skyldige’: En af de mest overrumplende danske debutfilm i de seneste år
Hvis Gustav Möller havde lagt manuskriptet til ’Den skyldige’ foran snuden på en Hollywood-producer, var han blevet bedt om at spæne hjem og skrive de sidste 40 sider om. Det er ment som en ros.
For mens den debuterende svensker, udklækket fra Den Danske Filmskole, har lavet en film, der øjeblikkeligt sparker tankerne i retning af amerikanske one location-knaldperler som ’Phone Booth’ og ’Buried’, er ’Den skyldige’ chokerende på en anden måde, end man regner med.
Ikke fordi den forlader alarmcentralen, det gør den aldrig. Men fordi den ser sig selv mindst lige så meget som nærgående karakterdrama som klassisk thriller – og, uden at afsløre noget, lader sig styre af det.
Præmissen skærer fedtet væk og finder knoglen: Politibetjenten Asger er blevet deponeret i alarmcentralen efter en uheldig episode på en patrulje, og dagen før sin egen retssag får han en kidnappet kvinde i røret. Hun ved ikke, hvorhen kidnapperen fragter hende, kun at hun er i en hvid varevogn. Det er op til Asger at sige det rigtige til hende og til kollegerne på gaden, hvis ikke døden skal hilse fra den anden ende af røret.
’Den skyldige’ er spændende – som i skånselsløst nervevridende – men den er alt andet end en Joel Schumacher-film med Colin Farrell i telefonboksen. For mens Möller fanger os i thrillerens jerngreb og strammer det, forskubber han undervejs handlingen så langt ind i den psykologiske realisme, at det næsten er radikalt. Han insisterer på at gøre Asger og stemmerne i røret til mere end brikker i jagten på hjerter i halsen og borer sig ind i hjernebarken på politibetjenten, mens han giver one location-formlen et skud skandinavisk nærvær.
Når ’Den skyldige’ flår tæppet væk under os – og det gør den – er det ikke så meget ved at dyrke den ydre spænding, som det er ved at gå på kompromis med den. Ligesom Tobias Lindholm og Michael Noer finder Möller en klaustrofobisk nerve i snart sagt første billede, men forstår samtidig, at det i sidste ende handler om mennesket på lærredet.
Den mest fængende dramaturgi er nemlig den, der udfolder sig i blikket på Jakob Cedergren, der er som bjørnen i buret, så tæt på at nedsmelte i raseri, fornedrelse og lede, at man kryber sammen i sædet, når kameraet kravler tæt på ham – og det gør det hele tiden.
Skuespilleren springer fra machovrede til selvransagende skrøbelighed uden at ty til noget, der minder om overspil.
Asger er en hardhitter, der er vant til at tæmme optøjer i Mjølnerparken, men her er anbragt milevidt fra sit naturlige habitat. Han prøver at følge retningslinjerne, men snerrer af kollegerne og kan ikke dy sig for at spotte, da en mand ringer 112 for at klynke over, at en prostitueret har rullet ham. Da en fuld kvinde slår sit knæ efter et cykelstyrt og stjæler telefontid fra den kidnappede kvinde, skider han på alt, der er helligt, og smækker røret på med en fornærmelse.
Det er raffineret komisk lettelse, fordi det understøtter portrættet af en mand, hvis balstyriske retfærdigheds- og hævnfølelse er uforenelig med de officielle forskrifter. Og bringer andre end ham selv i knibe.
Enkelte steder hører man manuskriptet i linjerne, for eksempel når kollegerne igen og igen forklarer, at Asger skal i retten i morgen, og han selv konstaterer, at konen er skredet derhjemme. Men det skurrer kun momentant, og overordnet klemmer Möller og medforfatter Emil Nygaard Albertsen konteksten ind i den spinkle location på elegant vis.
Når man endelig kan ånde ud efter halvanden time i skruetvingen, står det klart, at ’Den skyldige’ er meget mere end et spændingsfix, man øjeblikkeligt sveder væk i sommersolen. Det er en af de mest overrumplende danske debutfilm i de seneste år.
Kort sagt:
Gustav Möllers fremragende debutfilm lægger sig i forlængelse af amerikanske one location-knaldperler som ’Phone Booth’ og ’Buried’, men overgår dem, fordi den insisterer på at være mere end blot nervepirrende. Resultatet er et overrumplende og helstøbt karakterdrama med en suveræn Cedergren som fikspunkt.
Læs mere: Jakob Cedergren vs. Jacob Lohmann – to af dansk films bedste skuespillere i direkte telefonclinch