’Mors drenge’: Legesyg dansk dokumentar finder rørende nye vinkler i Adrian Hughes’ familietragedie
DOKUMENTAR. »Jeg kan ikke sige, du har været en god søn for mig«.
Det er en voldsom måde at tage afsked med sit barn på. Men sådan lød bare én af de bebrejdende hilsner fra afdøde Jette Dreyer Hughes i et giftigt afskedsbrev til sine fem voksne sønner, hvor kun den næstyngste, DR-vært Adrian Hughes, fik en udelt positiv note fra matriarken.
»I’ll be back«, afslutter Jette sit brev, og det skulle hun så sandelig få ret i. For efter Adrian Hughes’ egen populære podcast ’Mors afskedsbrev’ og bog ’Mors dreng’, hvor han genfortæller og undersøger sin utrolige og svigtprægede familiehistorie, genoplives hun nu for tredje gang i dokumentarfilmen ’Mors drenge’.
Instruktør Jesper Dalgaard fortsætter den forrygende form efter debutfilmen ’Kandis for livet’ med en eksperimenterende dokumentar i en æstetisk gennemført indpakning – spækket med fiktionskoder og skøre indfald, men også fyldt med meget reel menneskelighed og smerte.
Dalgaard, der allerede med den vellykkede dokumentarkortfilm ’Weltschmerz’ i 2017 undersøgte iscenesættelsen og skuespillets terapeutiske effekt, skriver sig ind i den efterhånden etablerede tradition af traumebearbejdende rekonstruktioner i dokumentarer som ’The Act of Killing’, ’Rekonstruktion Utøya’ og ’Fire døtre’.
I stil med sidstnævnte træder virkelighedens vidner, de fem brødre, ind i en konstrueret kulisse over for professionelle skuespillere, som spiller deres nærmeste og dem selv. Asta Kamma August og Birthe Neumann gestalter den alkoholiserede mor i henholdsvis sønnernes barndom og voksenliv, mens Jakob Cedergren spiller deres walisiske far, Hywel.
Instruktøren inviterer brødrene ind i en gennemført 70’er-retro scenografi, hvor de agerer medinstruktører, mens skuespillerne fremfører centrale, traumatiserende oplevelser fra deres liv. Et velfungerende greb, som får følelser og tanker frem i brødrene, når de »kigger spøgelset i øjnene« og både bevidner og taler om deres smertefulde minder. Sjovt nok beder de ofte skuespillerne om at skrue endnu mere op og spille mere teatralsk for at afspejle virkeligheden.
At Adrian Hughes ikke længere er historiens fortæller, giver mere plads til resten af søskendeflokken. Det er blevet nemmere at adskille Ieuan, Carsten, Michael og Philip fra hinanden end i podcastformatet, fordi vi får sat ansigter på dem. Og fordi de hver især kan fokusere på ét øjeblik, som har sat størst spor hos dem – eksempelvis aflivningen af den højtelskede hund Taff, der stadig fremkalder tårer.
Også virkelighedens Jette optræder gennem et hav af gamle privatoptagelser og tv-optrædener, som klippertrioen Denniz Göl Bertelsen (’Kandis for livet’, ’The Son and the Moon’), Christian Einshøj (’Bjergene’) og Rasmus Stensgaard Madsen (’Dronningen’) har flettet fornemt sammen med interviews og iscenesættelser.
Heldigvis er ’Mors drenge’ ikke bare en filmisk gentagelse af ’Mors afskedsbrev’. Dokumentaren starter godt nok med at opridse den, for lyttere af podcasten, velkendte historie om Jyttes velhavende og følelseskolde far Thorvald Dreyer, hans række af hustruer og hans både glamourøse og tragiske livsførelse. Men herfra lægger Dalgaard flere lag på familieportrættet.
Instruktøren har ikke helt smidt den quirky tone, der løb parallelt med humanismen i ’Kandis for livet’. Én af de rekonstruerede barndomsscener fremføres for eksempel som en 90’er-sitcom med dåselatter og festlig musik. Ydermere har han føjet et »græsk spøgelseskor«, der symboliserer historiens mange døde kvinder, til filmens musikalske akkompagnement.
Disse absurde indfald leder måske ikke til ’Mors drenge’s følelsesmæssigt stærkeste scener. Men de vidner om en legesyg instruktør, der ikke er bange for at blande tragedie med komik. En filmskaber med en herligt jazzet tilgang til dokumentarisme, som bliver virkelig spændende at følge fremover.
Som interviewer formår Dalgaard faktisk også at bringe et nyt perspektiv til skildringen af den hadefulde mor. Han spørger off-camera sine medvirkende, om ikke også faren bar en del af ansvaret for barndommens svigt, da han rejste væk fra Danmark og kun sjældent kom på besøg. De giver ham ret.
Til at begynde med er far Hywel mindre villig til at påtage sig skyld. Men han viser samtidig mod og vilje til at gå ind i samtalen – og ind i iscenesættelsen af én konkret handling, han har fortrudt hele sit liv.
Den 95-årige mand afslører, at han ikke er sikker på, hvordan det føles at elske nogen. Han er nok den medvirkende, som lærer mest om sin familie og sig selv gennem arbejdet med filmen. Hans nye erkendelser og fortrydelse leder til rørende afslutningsscener i de fem sønners nærvær.
Således lykkes ’Mors drenge’ faktisk med at finde frem til en helt ny grad af forsoning i historien om utilgivelige gerninger gennem flere generationer.
Kort sagt:
’Kandis for livet’-instruktør Jesper Dalgaard fortsætter den forrygende form med det absurde og iscenesatte, men alligevel menneskelige og rørende filmeksperiment ’Mors drenge’, som bringer forsoning og nye perspektiver til Adrian Hughes’ tragiske familiefortælling.