Ustraffede massemordere genopfører deres gerninger i den mest skræmmende film, jeg har set

Henover sommeren konfronterer vores filmskribenter deres værste frygt og skriver om den mest skræmmende film, de nogensinde har set. I dag skriver Morten Kildebæk om en dansk-indonesisk afdækning af mordere, man som seer kommer til at få modstridende følelser for.
Ustraffede massemordere genopfører deres gerninger i den mest skræmmende film, jeg har set
'The Act of Killing'.

SOMMERSERIE – DEN MEST SKRÆMMENDE FILM JEG HAR SET. Selvom de bedste horrorfilm sagtens kan sætte sig mere eller mindre permanent i éns bevidsthed, vil det stadig være med erkendelsen af, at det trods alt er fiktion. Af den grund er den mest skræmmende film, jeg har set, en dokumentarfilm – om virkelige, ustraffede mordere, der genopfører sine drab.

Joshua Oppenheimers danskproducerede film ’The Act of Killing’ benytter sig hverken af jump scares eller urovækkende underlægningsmusik. Alligevel er den dybt foruroligende på flere planer.

Den Oscar-nominerede dokumentar fra 2012 er optaget i Indonesien, hvor et stort folkemord i 1965-66 fandt sted. Med hjælp fra et indflydelsesrigt netværk af gangstere, pressefolk og pengemænd slagtede regeringen enhver borger, der havde den mindste (formodede) sympati med landets kommunistparti, hvilket betød, at mindst en halv million mennesker måtte lade livet.

Fordi drabsmændene var på vindernes side, er de aldrig blevet straffet for deres gerninger. De lever i dag blandt ofrenes pårørende og efterkommere, som ikke har magten til at modsige den officielle historie: At de onde og uciviliserede kommunister havde fortjent at dø, og at deres bødler er nationale helte.

Det understreges eftertrykkeligt i ’The Act of Killing’, som er opbygget efter den ret geniale præmis, at en film optages inde i filmen. Oppenheimer giver således en håndfuld berygtede, aldrende gangstere mulighed for at indspille en film om de drab, de begik tilbage i 60’erne – med inspiration fra Hollywoods gangster- og westernfilm.

Ingen skam

’The Act of Killing’ indbyder ikke til en rendyrket og letgenkendelig følelse af frygt eller harme. I stedet fremprovokerer dokumentaren mange forskellige, modsætningsfyldte og fremmedgørende følelser. De voldelige rekonstruktioner er nemlig meget absurde og til tider komiske i al deres kitschede B-filmglans med teaterblod, farverige kjoler og aparte bemærkninger, som da en bøddel forklarer kostumieren: »Til massakrer havde jeg typisk jeans på«.

‘The Act of Killing’.

Mest af alt er det virkelig skræmmende, hvordan drabsmændene gentagne gange griner og praler af deres blodige bedrifter – og at de kan få lov til det. De kan tydeligvis overhovedet ikke regne ud, hvor forkert det fremstår for udenforstående. Det er et resultat af, at de hårdnakket har vinklet det brutale folkemord som en positiv historie og et billede på, hvad mennesker er villige til at bilde sig selv ind for at holde tilværelsen ud.

»Krigsforbrydelser defineres af vinderne. Jeg er en vinder, så jeg kan lave mine egne definitioner«, lyder det eksempelvis kontant fra eksbødlen Adi Zulkaldi, der sammenligner sine tidligere ugerninger med USA’s indtog i Irak efter 9/11. Han udtrykker imidlertid også en vis bekymring for, at det glorificerede billede af folkemordet vil kunne krakelere som følge af de medvirkende gangsteres filmiske genopførsler.

Det er ellers en fortælling, der lever i bedste velgående i nutiden. Det ses i optagelser fra et talkshow på nationalt tv, hvor alle gangsterne – i selskab af en begejstret studievært og en stor klynge hujende paramilitære kumpaner – stolt beretter om de opfindsomme metoder, de brugte til effektivt at slå kommunister ihjel.

Den uhyggelige virkelighed om, hvem der styrer historieskrivningen, trænger sig ikke mindst på i filmens rulletekster, hvor størstedelen af det indonesiske filmcrew har følt sig nødsaget til at blive krediteret som ’Anonym’.

Kan man holde med en morder?

En undtagelse er filmens mest fremtrædende hovedperson, Anwar Congo, der løbende fortæller om (og genopfører) sine tilbagevendende mareridt relateret til de utallige drab. Efterhånden begynder han faktisk at forstå, hvilken utrolig smerte han har forvoldt andre mennesker. Det sker først, da han i en af genopførelserne spiller sit eget offer og pludselig overmanes af frygt og ubehag.

Den nye erkendelse giver ham opkastfornemmelser, da han genbesøger et af sine foretrukne drabssteder, som han ellers i starten af filmen præsenterede med cha-cha-cha-dansetrin og et upassende smil på læben.

‘The Act of Killing’.

Omtrent her gik en anden skræmmende kendsgerning op for mig: At jeg faktisk nærede en smule sympati for massemorderen efter at have tilbragt to timer med ham.

Flere af de medvirkende er nogle uhyggeligt dumme svin – en paramilitær mellemleder husker for eksempel nostalgisk tilbage på at voldtage mindreårige piger med ordene: »Det bliver helvede for dig, men himmerige på jorden for mig«. Men Anwar og hans følgesvend Herman skiller sig ud (og er derfor nogle velvalgte hovedpersoner), fordi de, trods deres forkastelige fortid, også er ganske charmerende som komisk duo.

Min ambivalente følelse af empati falder samtidig fint i tråd med en gennemgående tematik i ’The Act of Killing’ om filmkunstens affektskabende kraft. Anwar fortæller undervejs, at de som unge drabsmænd hentede inspiration fra Hollywood-fiktionsfilm, og at han søgte mod en statsligt produceret propagandafilm, når han blev i tvivl om, hvorvidt de mange likvideringer af såkaldte kommunister var berettigede.

»Vi kommer til at trække et stort publikum«, konstaterer Anwar undervejs i filmen med argumentationen om, at filmseere elsker vold og sadisme. Men med viden om at den bestialske, simulerede vold i ’The Act of Killing’ trækker spor tilbage til virkelighedens mange tusinde ofre, er filmoplevelsen langt mindre frydefuld og langt mere foruroligende, end drabsmanden forestiller sig.

’The Act of Killing’ kan ses på DR og Blockbuster.

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af