’How to with John Wilson’: Usædvanlig HBO-serie er en fantastisk komisk og nøgen afspejling af menneskeheden anno 2020

’How to with John Wilson’: Usædvanlig HBO-serie er en fantastisk komisk og nøgen afspejling af menneskeheden anno 2020
'How to with John Wilson'
STREAMING TOGETHER

Hvordan beskriver man ’How To with John Wilson’? Nathan Fielder, en af seriens producere, pitchede John Wilson som New Yorks egen antropologiske David Attenborough og serien som »’Planet Earth’, men for newyorkere«.

Jeg havde nok været ude i et mix af Fielders egne geniale serieværk ’Nathan for You’ – hvor han med utraditionelle metoder optimerer små skrantende forretninger og finder ind bag amerikanernes mediekonstruerede og forvirrende virkelighed – en lettere absurd indie-Werner Herzog og en stor procentdel af det, Jørgen Leth ynder at kalde ’tilfældets gaver’.

For, hvad der i udgangspunktet er seks public service-indslag om small talk, opsætning af stilladser, forbedring af hukommelsen, møbelovertræk, at splitte en regning og den perfekte risotto, er så meget mere.

I to år har John Wilson gået rundt med sit håndholdte kamera og filmet og atter filmet hverdagens små forunderlige øjeblikke i New Yorks gader. Magien opstår for alvor i billedernes meget metaforiske møde med hans tøvende læspen, en deadpan-klipning til perfektion og ikke mindst Wilsons slalomsvingende tankebaner på vejen mod en afdækning af newyorkernes og, ja, menneskehedens tilstand i 2020.

En hvid plasticpose blafrer på en skraldespand, mens John taler om kokke. Kyle MacLachlan (yes, ’Twin Peaks’-skuespilleren) bøvler i ti sekunder med en metroautomat som billede på udfordringen ved at trække sig fra smalltalk i det offentlige rum. New York introduceres med motivet af en container i forgrunden. Wilsons metaforiske montager er gennemsyret af denne form for komisk quirky kontraster, men rummer ofte indfangelsen af poetiske tilfældigheder i en Meme-tidsalder.

‘How to with John Wilson’.

Første gang jeg mærkede, at der var tale om noget helt særligt, er, da John Wilson i første afsnit eksemplificerer, hvordan det samme spørgsmål kan give vidt forskellige svar. »Do you think mankind is gonna make a comeback?«, spørger han først en filosof, som giver et forventeligt svar om klimaforandringer og ulighed. Klip til en fan til Wrestlemania, der mener, at wrestleren ’Mankind’ har tabt for mange kampe til at komme tilbage i aften. Bagefter inviterer manden Wilson hjem for at vise, hvordan han jager pædofile.

Det er blot et af mange tilsyneladende bizarre digressioner, som vi kommer på under Wilsons lektioner. Tonen er mild og til tider hjertevarm. De skøre amerikanere udsættes aldrig for en kynisk nedtromling som hos Sascha Baron Cohen, selvom John da får sig nogle grin ved at cutte i det rigtige øjeblik fra de lidt for selvfede eller langt ude stemmer.

Afsnittet om møbelovertræk starter for eksempel med, at John Wilson vil sikre sin sofastol mod katten Baby. På 24 minutter er vi gået fra familier, der indpakker alt i plast, og New York, som med spærringer og spidse genstande begrænser borgernes adfærd i det offentlige, til en ældre mand, der sælger en speciel ’anti-omskæringsanordning’ fra sit hjem og selv ligger nøgen med medisteren fastspændt til sengen, mens han fortæller begejstret om Oscar-vinderen ’Parasite’ til Johns kamera.

Wilsons fabuleringer og random indblik i løjerlige amerikaneres hjem leder dog altid til dybere refleksioner på et både personligt og mere alment plan. Afsnittet om møbelovertræk handler således også om Wilsons egen neurotiske usikkerhed og behov for at gemme sig bag et kamera. Afsnittet om det svære i at dele regningen på en restaurant slutter som en elegi over social ulighed og den manglende retfærdighedssans hos de øverste instanser.

Og så er der det sidste afsnit, hvor John Wilson sætter sig for at forkæle sin kærlige gamle udlejer med en omgang risotto. Det bliver til en detour, hvor John gennemgår et rygestop for at vende tilbage på sporet til et affolket New York i smertefuld corona-tilstand. Vores hverdagslige tanker og reaktionsmønstre, som John har afdækket i de andre afsnit, er med ét ophørt.

Det at lave risotto til en sød gammel dame bliver et absurd billede på en meget større og skinbarlig fortælling om vores daglig gang og tilgang til ideen om en fælles verden. Deri ligger noget af det smågeniale ved John Wilsons utraditionelle dokumentarserie. Men det skal ses for rigtigt at forstå det.


Kort sagt:
Bag to års optagelser af absurdkomiske scener fra New Yorks gader og groteske indblik i amerikanske hjem har John Wilson og hans skrivehold sammensat seks fantastisk hverdagspoetiske og forunderligt fabulerende kortlægninger af vores mærkværdige art til gavn for udefrakommende.

Anmeldt på baggrund af hele sæsonen.

’How to with John Wilson’. Dokumentarserie. Instruktion: John Wilson. Manuskript: John Wilson, Michael Koman, Alice Gregory. Spilletid: 6 afsnit af 25 minutter. Premiere: Kan ses på HBO Nordic.
Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af