Ærligt og brutalt: Kendrick Lamar deler voldsomme barndomsminder og hårde historier i nyt interview

2015 har på alle måder været et stort år for Kendrick Lamar. Med ‘To Pimp a Butterfly’ slog han vidt og bredt benene væk under fans såvel som anmeldere – og ikke kun i hiphop-regi.

Stemningen var dog ikke kun høj, da han forleden blev interviewet af David Greene hos amerikanske NPR. Her kommer han nemlig ind på et par hårde emner – lige fra personlige sammenbrud og elskede venner, han har mistet i løbet af året, til det første mord, han var vidne til, da han var blot fem år gammel.

Hør interviewet nederst på siden, læs nogle udvalgte citater herunder eller få den fulde version hos NPR HER.

Om mordet, han var vidne til, som femårig:
»Det var ude foran mit lejlighedskompleks. Der var en fyr derude, som solgte stoffer, og så rullede nogen op med en shotgun og skød hans bryst ud. Indrømmet: Det gjorde noget ved mig lige dér. Det lod mig vide, at dette ikke kun var noget, jeg så på, men at det var noget, jeg måske skulle blive nødt til at vænne mig til«.

Om de nære, han har mistet i løbet af året:
»Jeg har nok mistet flere venner denne sommer end nogen anden sommer. (…) Chad Keaton. Han var som min lillebror. Vi voksede op i det samme nabolag. Jeg var faktisk bedste venner med hans storebror, som sidder i fængsel nu. Og han sagde altid til mig, at jeg skulle sørge for, at Chad var på rette kurs. Og, du ved, han var på rette kurs. Men, du ved, ting sker, når de gode sommetider er de forkerte steder. Og det var præcis det, der skete. Han blev skudt«.

Om hans sammenbrud under en turné, hvor han (med egne ord) endte med at skrige sin smerte ud på et hotelværelse:
»Hvad var følelsen? Følelsen var at savne hjem. Følelsen var, at jeg burde være sammen med min familie lige nu, mens de gik igennem hårde tider, med tabet af min kære ven, der hele tiden foregik, mens jeg var ude ‘on this road’. Følelsen var: ‘Hvorfor influerer jeg så mange mennesker på denne scene, i stedet for at få indflydelse på dem, jeg har derhjemme?’. Det var følelsen: At være på et hotelværelse, og disse tanker kom bare igen og igen, mens jeg kiggede op i loftet hele natten«.

Læs også: Her er årets bedste sange: Top 15-1 – Kendrick i top 3

Her skulle der være tredjeparts-indhold, men du kan ikke se detDet er ikke tilgængeligt, da det kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af