Årets bedste sange: Top 15-1

Vi siger farvel til 2015 med toppen af vores liste over årets allerstærkeste tracks.

15. The Weeknd ‘Can’t Feel My Face’

2015 var året, hvor Abel Tesfaye gik pop, og når hitlisterne er endestationen, kan man ligeså godt finde den rigtige rejsemakker. Canadieren sagde hej til Max Martin – den mest succesfulde popproducer de seneste to årtier – og kunne herefter præsenterede ‘Can’t Feel My Face’, en guddommeligt smittende popsang, der for et øjeblik cementerede Tesfayes status som en mulig tronarving til Michael Jackson. Disco- og funk-elementerne doseres til perfektion, og så kan man blot gisne om, hvor mange af de mere unge lyttere, der forstår sangens mere end åbenlyse kokainreference.


14. The Minds of 99 ‘Ud af min krop’

Man kunne høre den på et par festivalscener, inden ‘Liber’ landede i oktober, og ‘Ud af min krop’ skuffede bestemt heller ikke i albumformat. En storslået rockhymne om at slå sig fri, mærke sig selv, der næsten lyder som et fiktivt soundtrack til alt det, der burde have foregået inde i Niels Brandt hoved, da The Minds of 99 åbnede Orange Scene i sommer. En løftet knytnæve, der både opfordrer til personlig indsigt og opildner tanken om bare at gøre det.


13. Kanye West ‘All Day’

Snakken gik, da Kanye den 1. januar slap ‘Only One’: Den nuttede, fine balladehyldest til datteren North West, der blev sunget fra Kanyes afdøde mor Dondas synspunkt. Var den megalomane rapper blevet blødsøden? Havde han lagt raseriet og frustrationen fra ‘Yeezus’ på hylden til fordel for rollen som smilende (!) familiefar? Svaret var nej, for rygterne blev most til jorden af ‘All Day’, der var en Kanye-banger af karat: Monstrøs ’Yeezus’-bas, Allan Kingdoms svært besættende dancehall-omkvæd, kirkekoret, den bobbende synthmelodi i verset, de industrielle undertoner, Paul McCartneys fløjteoutro og selvfølgelig Kanye selv, der lyder indædt som fanden selv. Optrædenen ved ‘Brit Awards’ cementerede, hvor ondt et track det var. Kom nu med det ‘Swish’…

Nedtællingen fortsætter på de følgende sider.

12. Miguel ‘What’s Normal Anyway’

‘What’s Normal Anyway’ er et sjovt nummer i Miguel-forstand. Forstået på den måde, at den vaskebræt-klædte smørtenor i den grad har slået sig op på sex, liderlighed og frihed i smuk forening, mens dette ‘Wildheart’-højdepunkt er noget så særegent som en identitetsballade. Miguel famler, men finder sig selv på trods af aldrig at have følt sig til rette, og den simple guitarmelodi er sammen med den enkle lyrik et bevis på, at der er meget mere bag mavemusklerne end bare tanker om lagengymnastik. Selv om ‘Coffee’ også er et fantastisk nummer…


11. Courtney Barnett ‘Depreston’

Australske Barnett cementerede med årets debutalbum sig selv som en af tidens allerbedste nye sangskrivere med vid og bid i både guitar og pen. ‘Depreston’ er en juvel af et lille nummer – en charmerende depressiv fortælling om at flytte fra storbyen til Melbourne-forstaden Preston sat over ringlende guitar og passende sløve trommer. Nu sparer hun i det mindste 23 dollars om ugen på to-go-kaffe, men det er umiddelbart også det eneste plus i hendes én-til-én-fortælling, der er first world problems leveret med tragikomisk selvironi i overflod. Barnett var også fremragende, når hun skruede op for forstærkerne på et nummer som ‘Pedestrian at Best’, men sangskrivningen toppede på ‘Depreston’ – og tjek så lige den oversarte skønsang af »deceased estate« i tredje vers.


10. Rihanna, Kanye West & Paul McCartney ‘FourFiveSeconds’

Stilhed klinger altid stærkere, når det kommer fra kanter, der normalt bruser og puster sig op. Et par uger efter Kanyes ‘Only One’ landede ‘FourFiveSeconds’, en generationsfavnende popgenistreg, hvis slående minimalisme var et nybrud for både Kanye og hovedafsenderen Rihanna, der i balladesfæren havde skiftet storslåede sager som ‘Stay’ ud med denne guitarbårne lejrbålshymne med selveste Paul McCartney på strengene. Kanye er fantastisk i et mere afdæmpet register, men den helt store stjerne er Rihanna, der med eminent rustne fraseringer viser nye sider af sig selv som sangerinde. Nogle mente, at sangen som single var en ligegyldig sidebemærkning, men for os var den frydefulde enkelthed gennemborende.

9. Jack Ü feat. Justin Bieber ‘Where Are Ü Now’

Tænk at 2015 skulle blive året, hvor vi lukkede Justin Bieber ind i folden – sådan da. Men det var svært at lade være, til at starte med på grund af denne alternative dansegulvsperle fra Diplo og Skrillex’ makkerprojekt, der efter flere års skandaler lukkede den gode Biebs ind i varmen igen. Sangen var noget helt unikt – en slags EDM-light-konstrueret r’n’b-pop, der som hook trak lige meget på Bieber og et delfinlydende og helt genialt sample, som med tiden også viste sig at være Biebers vokal – bare manipuleret til ukendelighed.


8. Skepta ‘Shutdown’

Det var ingen tilfældighed, at Kanye ringede til netop Skepta, da han skulle bruge en række kampklare grime-rappere til at gøre sig selskab under den skelsættende ‘All Day’-optræden til Brit Awards. Skepta er en grand old man inden for den britiske grime, men efter et par år med et mere poppet udgangspunkt vendte han i 2015 tilbage til rødderne med den aggressive ‘Shutdown’, der er lige dele indtagelse af tronen og vredt opråb fra Londons mindre velrenommerede kvarterer.

Synthen har næsten et humoristisk snit, bassen bobler som dessertgelé på et plejehjem, og så har Skepta et flow der er både påtrængende og skinner af autoritet. Det er overvældende, og man har mest af alt lyst til at bukke sig i støvet for kongen i det hvide tracksuit. Grimescenen fik i 2015 flere nye stjerner som Novelist og Stormzy, men vi glæder os allermest til Skeptas kommende album.

»Fashion week and it’s shutdown!«


7. Grimes ‘Realiti’

Claire Boucher startede med at smække ‘Realiti’ på Youtube med ordene om, at det var en demo og »a bit of a mess, haha«, men den gigantiske mængde af positiv respons må utvivlsomt have fået hende til at grave Ableton-filen op af skraldespanden. Sangen var i hvert fald også at finde på ‘Art Angels’ – om end i en mere poleret og minimalt langsommere udgave, som til at starte med føltes som en blodfattig studieversion, men med tiden har vist sig at være den ‘ægte’ udgave. Både i virkeligheden og i mit hoved.

‘Realiti’ er essensen af, hvad Boucher gør så eminent: Får en række på papiret (og i princippet også i praksis) mærkværdige elementer til at smelte sammen til noget skamløst poppet og helt igennem betagende. Grimes er det tætteste man kommer på at være ‘Alice i Eventyrland’ som lytter – som man tumler ned gennem kaninhullet og besættes af de knasende synths og de pastelfarvede trance-undertoner. Men melodien er først og fremmest Boucher selv, hvis vokal bevæger sig op og ned som de bjerge, der i teksten skal bestiges. Tjek demoen her og den nye version på din nærmeste streamingtjeneste.

6. Communions ‘Forget It’s a Dream’

Tidligere på måneden kårede vi Communions’ selvbetitlede ep til at være årets allerbedste danske udgivelse, og sådan en titel erhverver man naturligvis ikke uden at lave nogle fremragende sange. ‘Forget It’s a Dream’ er ved årets udgang vores favorit på en ep med et svinehøjt niveau og det fremmeste eksempel på kvartettens udvikling, der har pustet en luftig kvalitet ind i postpunken til et mere helstøbt udtryk, der stadig smager af Manchester og London anno 80’erne og start-90’erne. Guitarerne klinger ind fra højre og venstre, og et nærmest kriminelt effektivt basriff er den nuværende dagsorden for et band, hvis format for alvor er ved at folde sig ud.


5. Major Lazer & DJ Snake feat. Mø ‘Lean On’

‘Lean On’ blev i november kåret til den mest spillede sang på Spotify nogensinde. En bedrift, der om noget understreger det år, som Diplo, Major Lazer og selvfølgelig Mø har haft – toppet med en optræden til uddelingen af Nobels Fredspris i midten af december. ‘Lean On’ har med tiden vist sig at være en popsang med en universel appel – en dancehall-sjæler med banger-potentiale, der besidder en gylden balance mellem vellyd, fest og den der følelse af tilbagelænet sommer, som man gerne vil mindes om året rundt. Det er altid festsangene, som lider mest under (mange) gentagne afspilninger, men ‘Lean On’ blev på en måde ved med at lyde frisk hele 2015 igennem.


4. Jamie xx feat. Young Thug & Popcaan ‘I Know There’s Gonna Be (Good Times)’

Ved halvåret var vi faktisk mest glade for ‘Loud Places’ fra Jamie xx’s fabelagtige solodebut ‘In Colour’, men med tiden er det albummets uimodståelige festhymne, der har holdt ved i stor stil. Et hiphop-brag pakket ind i Jamies højtravende signaturlyd, spædet op med dancehall-undertoner, gamle soul-samples og to gæstevokalister, der er genialt udvalgt: Dancehall-sangeren Popcaan og Atlanta-rappens svar på Jokeren, Young Thug, der skøjter hen over beatet som Bambi på glatis med linjer som »I wanna control you like voodoo«. Et unikt klubnummer.

3. Drake ‘Hotline Bling’

Årets bedste meme er også et fantastisk nummer. Det er efterhånden svært at forestille sig ‘Hotline Bling’ uden den tilhørende musikvideo, men sagen er, at både musik, tekst og billeder gjorde nummeret til et gigantisk og uundgåeligt popkulturelt fænomen – meget godt gået for en sang, som udkom sammen med to andre (blandt andet Meek Mill-disset ‘Charged Up) via en udsendelse af Drizzys OVO Sound på Beats 1. Nogle gange sidder man på en guldklump uden at vide det – også når man hedder Drake.

Men sangen tog fart, og samplet af Timmy Thomas’ ‘Why Can’t We Live Together’ fra 1972 er da også genialt i sin muzakklingende enkelthed, mens Drake selv skaber det her relaterbare og citerbare tekstunivers, som han gør så godt, omkredsende tanker om en gammel flamme i Toronto. At sangen aldrig rigtigt anerkendte også at være inspireret af D.R.A.M.’s ‘Cha Cha’ er en helt anden sag.


2. Kendrick Lamar ‘Alright’

Nogle sange bliver et popkulturelt fænomen, andre får et forlænget liv på andre, mere seriøse præmisser. Det skete med Kendricks ‘Alright’, der med tiden blev lyden af den afroamerikanske protest mod politivold og slagsang for #BlackLivesMatter-bevægelsen.

‘To Pimp a Butterfly’ var et vredt og forvirret album, men ‘Alright’ var håbet i midten af det hele, som folk valgte af fæstne sig til – i sig selv en smuk tanke.

»We been hurt, been down before / nigga, when our pride was low / lookin’ at the world like, ‘where do we go?’ / nigga, and we hate po-po / wanna kill us dead in the street fo sho«, rapper Kendrick med lige dele tanke på fortid og nutid, men Pharrells »we gon’ be alright« er det, der bliver hængende på den anden side af den maniske og jazzede produktion, der er ligeså imponerende skruet sammen som det faktum, at Kendrick formår at ligge så tight, som han gør, over sådan et track.

‘Alright’ var uden tvivl det enkeltstående nummer, der i en større kontekst havde mest at skulle have sagt i 2015: En blanding af håb og ‘nu er det nok’, som kommer til at ræsonnere langt ind i 2016.


1. Tame Impala ‘Let It Happen’

‘Currents’ var spækket med sløvt vuggende og eminent komponerede psych-slagere som ‘Cause I’m a Man’, ‘Eventually’ og ‘Yes I’m Changing’, men kronen på Kevin Parkers mesterværk var den overraskende førstesingle og aparte albumåbner, hvis disco-lænende tendenser var et olympisk længdespring væk fra australierens tidligere guitarbårne kompositioner.

‘Let It Happen’ varer næsten otte minutter, men føles ikke ét sekund for lang, som man suges ind i det marcherende beat, det svært opløftende synthtema og Parkers vokal, der kredser om at turde give slip på sig selv.

Sangen var både et nyt kapitel for Tame Impala, men også en ny model for, hvordan rock kan lyde i en tidsalder, hvor guitaren med rette burde spejde efter græsset på den anden side. Et kalejdoskopisk indblik ind i Parkers hjerne, hvor man i otte minutter inviteres til at flyde rundt i en feberdrøm, der er ligeså episk, som den er stenet.

Det var alle de andre sange, der sammen skabte helheden ‘Currents’, men som enkeltstående bedrift var ‘Let It Happen’ Parkers ultimative svendestykke på et album, der cementerede ham som »en af det 21. århundredes finere popsangskrivere«.

Læs også: Årets bedste sange: Top 30-16

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af