Årets bedste sange: Top 30-16

Det er på tide at kigge tilbage på de stærkeste numre fra 2015 – dem vi har danset, grint, grædt og fået kuldegysninger til i løbet af de seneste 12 måneder. Vi starter med at tælle ned fra nummer 30-16 – toppen af listen kommer online i morgen.

30. Natalie Prass ‘My Baby Don’t Understand Me’

Det er fuldstændig umuligt ikke at forelske sig i Natalie Prass’ stemme, der er både blid, længselsfuld og sart. Som en dyne af de fineste andefjer, der krammer sig tæt ind til de fyldige retro-arrangementer, man efterhånden forventer fra Matthew E. Whites Spacebomb-kollektiv. Prass overgik dog sin mentor i 2015, og hendes flair for blæser-behagelig og stryger-sørgelig sangskrivning gik op i en højere enhed på denne sørgelige, men samtidig frydefuldt storslåede break-up-ballade.


29. Soak ‘Sea Creatures’

Hun er kun 19 år gammel, men måske derfor ramte nordirske Bridie Monds-Watson endnu mere rent med denne blåøjede ballade, der søger at finde det rene i kærligheden. »I don’t think they know what love is / throw it around like it’s worthless«, synger hun over bølgeskvulp, kælne strygere og en basgang, der er ren ‘Stand by Me’. Sårbar, simpel sangskrivning i sin pureste form.


28. Kenton Slash Demon ‘Harpe’

Danmarks bedste house-duo gjorde endelig comeback i 2015 – først med den fornemme ‘Skydancer’-ep og efterfølgende med ‘Harpe’/’Syko’-udgivelsen, der cementerede, hvor meget vi havde savnet Silas Moldenhawer og Jonas Kenton, der har ligget i dvale siden 2012’s ‘Ore’. ‘Harpe’ var det bedste af de fire numre – nostalgi og melankoli filtret ind i et genialt vokalsample med ren eufori til følge. Tør man nogensinde håbe på et helt album?

Listen fortsætter på de følgende sider.

27. Sufjan Stevens ‘4th of July’

Årets måske mest rørende nummer stod Sufjan Stevens for med denne atmosfæriske, næsten Brian Eno-ambiente klaverballade, der fremstiller en samtale mellem Sufjan og hans hospitalsindlagte, døende mor, der forlod sangskriveren som barn. »And I’m sorry I left, but it was for the best / though it never felt right«, synger Sufjan fra morens synspunkt, mens det messende »we’re all gonna die« føles dybt tragisk og sært opløftende på samme tid. Som om det her er tidspunktet, hvor alt rent faktisk er godt igen – om end bare et øjeblik – mens både tekst og musik lyder som et smukt farvel.


26. Grimes ‘Kill V Maim’

På ‘Kill V Maim’ indtager Grimes med egne ord synspunkt som »Al Pacino i ’The Godfather II’, men som en vampyr, der kan skifte køn og rejse gennem tid«. Okay så… Det siger sig selv, at tracket er lettere idiosynkratisk, men det bliver den electropunkede energiudladning selvfølgelig ikke mindre højspændt af – og så skinner Grimes’ skizofreni for alvor igennem på vokalsiden med iltre punkudråb, chipmonk-forvrængning og et komplet betagende omkvæd. Og så var det her ikke engang det bedste nummer på ‘Art Angels’, men mere om det senere på listen.


25. Alessia Cara ‘Here’

»I don’t dance, don’t ask, I don’t need a boyfriend / so you can, go back, please enjoy your party / I’ll be here / somewhere in the corner«.

Alessia Caras debutsingle er en hyldest til alle dem, der nogensinde har følt sig malplaceret til en fest, og den retro-frække soul-produktion er med sine strygere et perfekt akkompagnement til sangerindens selvsikre snakkeflow. En sand outsider-hymne. Singlen sampler desuden Isaac Hayes’ ‘Ike’s Rap II’, som også Portishead gjorde brug af på ‘Glory Box’.

24. Tobias Jesso Jr. ‘How Could You Babe’

Det er svært at få hjertesorger til at svinge, men Tobias Jesso Jr. ramte plet med denne rødvinsvise af eminent sangskrivning smurt ind i gospelkor og et næsten groovy piano. Selve teksten er rørende simpel i al sin »I felt so lonely that I cried, I cried, I cried«, og Jesso Jr.’s levering så levende, at man næsten kan forestille sig hans udkårne stå sammen med en anden mand i baren, mens vores hovedperson sidder alene, foroverbøjet over pianoet, krængende sjælen ud. Samtidig er der dog en showman gemt i amerikaneren, hvilket giver sangen en tvetydig følelse af, at det hele ikke er lutter elendighed. Og det er genialt.


23. M.I.A. ‘Borders’

Overlad det til M.I.A. at få noget så seriøst som flygtningekrisen ind i popkulturen. Én ting er den gennemborende musikvideo, noget andet er den besættende produktion, der med gentagelsens kraft, hidsige trommer og et mellemøstligt-klingende sample agerer perfekt underlægning til M.I.A., der skyder med skarpt mod både Europas fremmedhad og menneskehedens generelle forfald 2.0.

»Your privilege / what’s up with that?«.

»Breaking internet / what’s up with that?«.


22. Jamie xx feat. Romy ‘Loud Places’

Hvis der er noget, Jamie xx formidler, så er det følelsen af at forsvinde på klubben. Forsvinde i beatet, forsvinde i følelserne, forsvinde ind i sig selv. Den gospel-storladne, drømmedisco-agtige klubballade ‘Loud Places’ med The xx-kollegaen Romy Madley-Croft er et dybt rørende stød i solar plexus af Jamies’ mission: Her har man rent faktisk lyst til at danse til de ekskæreste-grådkvalte linjer som: »Didn’t I take you to higher places you can’t reach without me?« – i det mindste bare for at skjule tårerne blandt mængden.

21. Carly Rae Jepsen ‘Run Away With Me’

Savnede man Taylor Swift i 2015 var det bare at kigge mod Carly Rae Jepsen, der med tiden er blevet meget mere og andet end ‘Call Me Maybe’. Max Martin-protegeen Shellback (der stod bag flere numre på ‘1989’) var en af producerne bag ‘Run Away With Me’ fra ‘Emotion’-albummet, og det høres tydeligt i det, der er noget nær en perfekt popsang. Fra det lillepige-drømmende vers, råbe-omkvædet, det medrivende c-stykke, det godstog-pumpende beat og selvfølgelig det eminente saxofon-sample, der er sangens helt store stjerne. Årets ‘hoppe-i-sengen’-popnummer.


20. Liss ‘Try’

Der er ikke noget at sige til, at danske Liss på baggrund af bare to numre har fået en pladekontrakt med det britiske pladeselskab XL, der har navne som The xx, Adele og FKA Twigs i folden. For når man debuterer med et nummer som ‘Try’ er det tydeligt for enhver (selv Pharrell), at der er noget seriøst stort i vente. ‘Try’ er et idiosynkratisk, helt igennem herligt stykke med funkpop, der med Søren Holms vrængende vokal er umuligt ikke at holde af – og så vækker det næsten lidt minder om troldmanden Jai Paul, som også er tilknyttet XL. Vi kan slet ikke vente på mere fra Aarhus-firkløveret.


19. Majical Cloudz ‘Downtown’

Årets bedste – og for én gangs skyld lykkelige! – kærlighedssang (selv om vi godt nok aldrig helt får at vide, om følelserne er gengældt). Den store genistreg ligger i Devon Welshs næsten mutte levering over den minimale produktion, der runger i sin stilhed, for udgangspunktet er alt andet end sørgmodigt. Teksten er den pureste kærlighedserklæring, en næsten naivt opløftet romantisering af et andet menneske og tosomheden. Om hvor fantastisk det er bare at løbe rundt i downtown og være høj på kærligheden. Hver enkelt linje er perfekt afmålt, rørende leveret, og så bliver det alligevel aldrig selvhøjtideligt. Tjek bare en genial metalinje som: »There’s one thing I’ll do / if it ever goes wrong / I’ll write you into my all of my songs«.

18. Kendrick Lamar ‘King Kunta’

George Clintons P-Funk fik nyt liv på ‘To Pimp a Butterfly’, og ‘King Kunta’ var stedet, hvor Kendrick Lamar for alvor pustede sig op i reference til slavekongen Kunta Kinte fra ‘Rødder’ – historien om en ung, undertrykt mand fra Compton, der nu pludselig sidder på tronen. Det er selvbekræftelse på et socialt plan, der med et fantastisk bumpy funk-beat blot understreger, at Kendrick nu er en mand, der ikke finder sig i pis.


17. Rihanna ‘Bitch Better Have My Money’

Rihanna anno 2015 viste en kunstner, der mestrede flere og nye sider af sig selv. Fra den enkle genistreg ‘FourFiveSeconds’ over nationalhyldesten ‘American Oxygen’ til denne helt igennem badass trap-banger, der positionerede RiRi på en helt ny tinde af cool. Rendyrket attitude, mere er der ikke at sige.


16. Kurt Vile ‘Pretty Pimpin’

Philadelphia-sangskriveren kan nogle gange fordufte i sine egne tåger, men med førstesinglen fra ‘b’lieve i’m goin down…’ ramte han hovedet på sømmet med sin mest forførende stenerrock-slager i lang tid. »All I want is to just have fun / live my life like a son of a gun«, synger Vile i takt med, at han prøver at finde sig selv, og fremdriften i det behagelige guitarspil opildner da også til bare at trykke speederen i bund og lade skæbnen bestemme, hvor landevejen ender.

Læs også: Årets bedste udenlandske album: Top 10-1

Læs også: Året der gik: Kanyes 10 største WTF-moments – rangeret

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af