Årets bedste udenlandske album: Top 10-1

Politisk hiphop fik en stemme, satirisk pop blev en ting, og så fandt nogle af tidens største sangskrivere ind til kernen af deres talent. Her er vores top ti over årets bedste internationale udgivelser.

10. Joanna Newsom ‘Divers’

‘Divers’ er Newsoms mest udadvendte album i den forstand, at det benytter sig af en mere gængs country- og folkrockinstrumentering, end vi er vant til fra den harpespillende amerikaner. Udspillets særlige styrke består i, at hun formår at kondensere sine sange med så mange ord og arrangementsmæssige finurligheder, uden at de tipper over i det sværmeriske eller tilstoppede, men i stedet synger deres eget yndefulde sprog.

9. Tobias Jesso Jr. ‘Goon’

Singer/songwriter-æstetikken stod stærkt i især den første halvdel af musikåret, og et af de fornemste – og samtidig mest ukomplicerede og harmoniske – bud på genren kom fra Jesso Jr., der med sange som ‘Without You’ og ‘How Could You Babe’ emmede af en ung mands evne til at skabe sange med klassikerpotentiale. Adele hyrede ham prompte til at sikre sangskriverslidstyrke på ‘25’. Det forstår man godt.

8. Waxahatchee ‘Ivy Tripp’

På sit tredje album fandt Katie Crutchfield et perfelt leje mellem do-it-yourself-ånd og helstøbt sangskrivning med plads til keyboards og trommemaskiner. Hendes rå, følelsesmættede sange fremmaner den længsel og retningsløshed, der kendetegner livet i 20’erne. De stærke sange har helt sikkert længere holdbarhedsdato end de forliste kærlighedsforhold og bristede illusioner, de beskriver.

7. Miguel ‘Wildheart’

På overfladen handler alt Miguel-relateret om sex, men førsteelskerens tredje album tager masser af chancer: Musikalsk ved at spæde den labert producerede r’n’b op med knitrende Hendrix-guitar, og konceptuelt ved at tage fat på identitet (på den fænomenale ‘What’s Normal Anyway’) og Los Angeles’ skyggeside. Resultatet er en r’n’b-crooner med ridser i lakken og et sublimt stiliseret album, der opfordrer til både liderlighed og eftertænksomhed.

6. Sufjan Stevens ‘Carrie & Lowell’

Sufjan Stevens’ alvorlige mindealbum om sin afdøde mor kommer i karrierens perspektiv til at stå lidt i skyggen af de mere ambitiøse, konceptbårne værker, han tidligere har begået. Det gør dog ikke så meget, for hvad det lavmælte og folksy album ikke har i store armbevægelser, besidder det i intensitet og ærlighed, og en udsolgt Falconer Salen kunne i september bekræfte, at styrken ligger i skrøbeligheden.

5. Tame Impala ‘Currents’

2015 blev året, hvor Kevin Parker for alvor brød skallen på den fuzzrock-pelsede puppe, han har befundet sig i siden Tame Impalas undfangelse og for alvor bredte vingerne ud som den technicolour-kulørte psychpopsommerfugl, man har kunnet mærke, der gemte sig i ham. Men albummet føles mere som evolution og et naturligt næste skridt fremad, end et abrupt brud med fortiden.

4. Father John Misty ‘I Love You, Honeybear’

Man kan argumentere, at Joshua Tillmans person(a) næsten har overskygget hans musik. Heldigvis er hans nonchalant udstråling og sarkastiske samfundskritik nært beslægtet med albummet, der vender mange af livets problemer på hovedet – fra tømmermænd til markedsmekanismer. Blandet med hans evne til at skabe sorgmodige og storladne ballader rammer singer/songwriteren plet på alle planer.

3. Vince Staples ‘Summertime ’06’

Det startede sidste år med ‘Blue Suede’, som var lyden af en kunstner, der pludselig fandt sin plads. Sirener skreg i alle retninger, beatet var tung og beskidt, og Staples snakkede om at skyde så mange huller i sine fjender, at de lignede spaghettisuppe. Debutalbummet er en nuancering og perfektionering af den lyd: Det er hårdt, smadret og nådesløst – og som at se en person i øjnene, der nægter at blinke.

2. Kendrick Lamar ‘To Pimp a Butterfly’

Selv nu, mere end et halvt år efter udgivelsen, er Kendricks andet album stadig sindssygt komplekst, voldsomt og nogle gange nærmest uudholdeligt at lytte til. ‘u’ er for eksempel så selvudstillende, at man helst vil kigge væk, men opdager, at man ikke kan. Samtidig finder man hele tiden nye lag i ‘How Much a Dollar Cost’, mens ‘King Kunta’ fortsat er så triumferende, at det kunne agere soundtrack til slutningen af ‘Django Unchained’. Og så er der selvfølgelig ‘Alright’, tracket der er blevet lyden af den afroamerikanske protest mod politivold.

#BlackLivesMatter-bevægelsens omfavnelse af nummeret viser, hvor levende det her album er på trods af sin kompleksitet. Det er en del af sin samtid, I 2015 handler Kendrick Lamars musik ikke længere om rapperens fortid, som den gjorde på ’good kid, m.A.A.d city’. Nu hænger den uløseligt sammen med den virkelighed, han lever i. ‘To Pimp a Butterfly’ er et kaotisk øjebliksbillede af en verden i opløsning.

1. Jamie xx ‘ In Colour’

Man vidste det allerede i 2009 med The xx’s ‘Intro’ og ‘You Got the Love’-remixet: Jamie xx var noget helt specielt. En producer med både teknisk flair, en unik stil, melodisk sans og respekt for fortiden. I 2011 fulgte det fremsynede remix-album ‘We’re New Here’ og olietøndefascinationen på solosinglen ‘Far Nearer’, og her seks år efter den første The xx-single fik vi kulminationen på den nu 27-årige brites karriere, der har været et studie i klubmusikkens blåøjede bagside.

‘In Colour’ vil det hele – og lykkes ved samtidig at lyde frydefuldt enkel. Et multifacetteret album med beats til både hjerne og krop, stemninger til både eufori og tristesse. Fra den rørende og gospelhøjtravende klubvise ‘Loud Places’ og det dancehall-lalleglade hiphopbrag ‘I Know There’s Gonna Be (Good Times)’ til rykkende UK Garage på den buldrende ‘Gosh’ og melodisk overlegen stearinlyshouse på de intime ‘Girl’ og ‘Sleep Sound’.

Tracklisten gemmer ikke på et eneste middelmådigt nummer, og mens albummet i sin overvældende helhed cementerer Jamies status som en af tidens dygtigste producere, er det også mere end det: En underskrift i bas, blod og tårer på, at han holder os i hånden mange år endnu, mens vi både kigger mod klubbens stroboskoplys og ind i os selv.

Læs også: Årets 15 bedste danske album

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af