Årets 15 bedste danske album

2015 har været et fabelagtigt år for dansk musik med et overvældende gavebord af album og ep’er fra banebrydende talenter, garvede kræfter og lysende stjerner, der har slået potentialet fast med syvtommersøm. Vi har kåret årets stærkeste udgivelser.

15. Wangel ‘Eternal History’

Wangel brød uventet igennem i Sydkorea, før vi i Danmark for alvor havde fået færten af sanger/styrmand Peter Wangel og producer Kasper Ejlerskov Leonhardt. Men makkerparret styrede selvsikkert imod vores hjerter, da debut-ep’en landede i foråret. Her spiller  Wangels sælsomme og intense vokal hovedrollen på de elektroniske, James Blake-smagende popsange, der effektivt spænder fra dykkerklokkeindesluttede, afdæmpede stemninger til forløsende, synthombruste klimaks.

14. Vinnie Who ‘Harmony’

Krukken med dansegulvsmarmelade var åbenbart tom, da Niels Bagge alias Vinnie Who i foråret barslede med sit tredje album. I hvert fald tyede den tidligere discoprins til et helt nyt og anderledes tilbagelænet udtryk, og det med en overbevisende flair. ‘Harmony’ er som at døse hen i en fløjlsblød dun-sky efter en lang nat i byen, men det er også lyden af en kunstner, der har undsluppet sin egen typecasting.

13. Emma Acs ‘Give In to Whatever’

Det har været længe i støbeskeen, opfølgeren til ‘Champagne’, men i år skulle det så lykkes for den gode Emma Acs. Og ‘Give In to Whatever’s mangefacetterede og overrumplende patchwork-agtige udtryk lægger vejen vidtåben for hendes fremtidige karriere. Albummet stritter i alle retninger på den gode måde, og blander med nysgerrig hånd alskens inspirationer i hendes psychpop-gryderet.

12. Kentaur ‘Vertebra by Vertebra‘

Det er højt til loftet hos Kentaurs debut-ep, det kan man ikke komme udenom – de er trods alt også fra konservatoriet. Men det er meningen, og udtrykket kan holde til det med Marc Roland Hansens intime, men samtidig patosfyldte vokal, der fører an i et detaljemættet, højstemt popunivers, der i en blanding af det organiske og elektroniske vil de helt store følelser – og lykkedes.

11. MellemFingaMuzik ‘Militant mentalitet‘

Dansk hiphop er vendt tilbage til gaden. S!vas har lært landet ghettodansk og Gilli har toppet hitlister med en sang om at begå røveri med elefanthue på. Og netop gæsterapperne på ’C’est La Vie’, MellemFingaMuzik, er måske den reneste version af den nye danske gaderap. Branco og Stepz rapper som om de ser dig dybt i øjnene med et truende blik – men samtidig gør de sungne omkvæd og melankolske melodier musikken til en tvetydig, fascinerende størrelse.

>

10. Bikstok ‘Uranium’

Imens andre prøvede at udvande dansk dancehall, beviste de tre veteraner, der har været med fra start, at kvalitet gør al snak om musikalske bølger og genfødsler overflødig. Det er især som ordoriginaler, at Pharfar, Blæs Bukki og Eaggerman står stærkt, og ep’en indeholder utallige hårdt spændte lussinger til kollegerne, der har udvandet genren og troet, at de kunne hamle op med Bikstoks dubbede lydunivers.

9. Karl William ‘Placebo’

Den danske r’n’b har efterhånden mange ansigter, men ingen laver røgtunge og svævende natteberetninger som den rødhårede sanger. Debutalbummet virkede som et endeligt statement oven på to ep’er og et hav af koncerter, og sangerens fabulerende tekster om ungdommens kvaler og ensomhed ramte fortjent plet. ‘Placebo’ lyder som ét langt udbrud af følelser, hvor hjertet banker i takt til trommemaskinens puls.

8. Soho Rezanejad ‘Idolatry’

Den dystre og 80’er-inspirerede synthpop har kronede dage i landets undergrund, og efter en fortid i Gold Lip ramte københavnerbaserede Rezanejad et perfekt leje mellem festens eufori og den fortvivlede kærligheds melankoli på debut-ep’en. Trance-undertonerne, de romantiske synths og den messende baryton lyder som et øjebliksbillede på den rastløse, desperate og grænsesøgende ungdom.

7. Blaue Blume ‘Syzygy’

Det var næsten til at se på flere lysårs afstand: Selvfølgelig skulle Blaue Blumes længe ventede albumdebut blive et prægtigt værk, hvor Jonas Smiths både engleblide og ekspressive vokaler blev matchet i rigt mål med en bandforbilledlig perfektionisme og sange til at give begge dele vinger. ‘Syzygy’ er som en dreampop-flødekage fra et ekstremt delikat konditori. Så himlen synger.

6. Yung ‘These Thoughts Are Like Mandatory Chores’

Aarhus-punkscenens unge fyrste Mikkel Silkjær Holm havde allerede kridtet banen ganske effektivt op med sidste års albumdebut, ‘Falter’, men denne nærmest skudsikre ep-opfølgning cementerer virkelig hvilket internationalt niveau, der er over opkomlingen. Det var ganske velfortjent, at Yung fik lov til at lukke Roskilde Festivals nybyggede Rising-tipi i år med et øresønderrivende brag.

5. Saint Cava ‘Bliss’

R’n’b-duoen positionerede sig stærkt allerede sidste år med debutsinglen ‘Forget’, der i starten af året fik os til at inkludere dem på vores Breakin’ Sound 2015-liste, ligesom Roskilde Festival bookede dem. Debut-ep’en har fulgt fornemt op på det kuldslåede, ildevarslende og sensuelle udtryk og funkler som en spejlblank, sort perle i mødet mellem Erika Casiers ømme, men kontrollerede fraseringer, og Andreas Vasegaards slæbende tunge produktioner.

4. The Minds of 99 ‘Liber’

Højdepunkterne stod i kø for The Minds of 99 i 2015. Efter at have spillet på landets store festivalscener med Roskildes Orange som kronen på værket udsendte sekstetten i efteråret deres andet album, der hæver deres i forvejen medrivende postpunk op på et nyt niveau. Energien sitrer som aldrig før, de politiske budskaber brænder stærkere, og Niels Brandts møgungevokal folder sin alsidighed helt ud.

3. Rangleklods ‘Straitjacket’

Det ville være tarveligt at kalde det en forvandling, men indlemmelsen af Pernille Smith-Sivertsen løsnede i hvert fald på den kreative spændetrøje, som albumtitlen måske refererer til. Især på vokalsiden står hendes glasklare bidrag i velkommen kontrast til Esben Nørskov Andersens sørgmodige baryton. Resultatet er 11 melodiske og house-funderede numre, der ikke jagter lette virkemidler men stoler på sine intime, intense stemninger.

2. AV AV AV ‘They Live’

Trioen beviste i år klicheen om, at resultatet er større end summen af de enkelte dele. For selv om Eloq og Unkwon har producer-cv’et i orden, og DJ Er Du Dum Eller Hvad er en feteret dj, så har de sammen forbundet kablerne til en forfriskende, bastung electro-kilde, hvor melankolsk længselsfuldhed blandes med house-varme. Og så løste de klubmusikkens sværeste opgave: At skabe fest på klubben og eftertænksomhed på hjemmeanlægget.

1. Communions ‘Communions’

Modenhed er mange ting, men unge Communions’ anden ep er nærmest selve definitionen på begrebet. De fem formfuldendte, flyvefærdige sange indkapsler bandets udvikling med Martin Rehofs komplet transformerede heliumvokaler og ikke mindst en ny, mere kromskinnende og ambitiøs fernis. Fascinationen af især britisk sen-80’er-guitarrock er intakt fra sidste års debut, men det er billedligt talt et helt andet og langt mere voksent band, der møder lytteren på opfølgeren. De fire københavnere bestod også svendeprøven på årets Roskilde Festival, hvor de indtog Pavilion-scenen efter sidste års Rising-tjans. Communions er ganske enkelt årets bedste bud på et rockband, der kan eftergøre eksempelvis The Minds of 99’s kometkarriere – og endda med international appel.

Læs også: Musikårets 12 bedste tv-optrædener – og én, vi gerne vil have slettet fra hukommelsen

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af