Communions

Da opsamlingen ‘Dokument #1’ udkom på Nørrebro-undergrundsselskabet Posh Isolation sent sidste år var det en af de glædeligere overraskelser i bolsjeposen at stifte bekendtskab med den forholdsvist nyslåede kvartet Communions gennem nummeret ‘Cobblestones’.

Hvor Mayhem-miljøet tidligere har fostret talentfulde, men stålsat sværttilgængelige konstellationer som postpunk-bæsterne i Iceage og Lower og nihilistiske industrialprojekter som Age Coin og Vår, var her et band, som i al deres ligefremhed burde være til at forstå og elske for de fleste. En art undergrundsfolkeeje, om man vil.

Communions spiller nemlig melodisk powerpop i et snit, man nok nemmest kaster blikket over Atlanten for at beskrive. De lyder mest af alt som en hybrid af Surfer Bloods uden-så-meget-pis-melodiøsitet og salig Jay Reatards flænsende punkbid.

Læs også: Breakin’ Sound 2014: De 10 mest lovende nye danske navne

Sangene på denne 12 minutter korte ep rummer alle guitarfigurer af en karat, der tager lang tid at grave ud af øregangene, når først de er skyllet op på hjernebarkens kyster, og charmerende skrål-med-vokaler svøbt i kaskader af beskidt rumklang. Resten af indspilningen er ditto skramlet, så guitarer og bækkener truer med at overdøve både bas og vokaler.

Læs også: Top Track: Communions ‘Children’

Man kan diskutere, om en produktion med lidt færre hudafskrabninger ikke ville gøre bandet og måske især deres tekster ære, og a-siden er med ‘Cobblestones’ og ‘Seascapes’ marginalt stærkere end den lidt mindre catchy b-side, men alt i alt er denne ep blandt de mest lovende danske debuter i lang tid.