Communions – overvandt både nervøsitet og mudret lyd

»Vi har seriøst aldrig spillet for så mange mennesker før!«

Benovelsen var til at tage og føle på, da Danmarks måske tyndeste rockband tog springet fra sidste års Rising-tjans til debuten på hoveddagenes musikprogram. Desværre smittede nervøsiteten, stemmeproblemer – og vrøvl med en mudret lyd – af på en ellers energisk og stilsikker optræden fra de mere end lovende og herligt poppede postpunkere i Communions.

Med numre hentet fra bandets to, i øvrigt fremragende, ep’er, sendte de fire Mayhem-drenge guitarkaskader og buldrende trommer – ikke ulig ’Pornography’-æra-The Cure og andre, primært britiske rockbands fra de 80’ere, unge Communions kun har oplevet som et støvet fotografi – mod et Pavilion-telt, der dog ikke virkede til endnu at være 100 procent klar til at lade sig konfirmere.

Efter et par numre, der ikke synes rigtig at bundfælde sig hos det flotte fremmøde, virkede det heldigvis som om, at københavnerne endelig fandt takten, sig selv og hinanden. På den formidable ’Summer’s Oath’ og frem mod slutningen af koncerten blev sange som ’Out Of My World’ og lukkeren ’So Long Sun’ leveret med desperation, nerve og overskud, der efterlod et billede af et band, der nok er ungt, kejtet og uvant med de store scener, men som har uendelig meget at byde på, og som uden tvivl vil fejre mange triumfer fremover. Også på Roskilde.

Læs også: Roskilde Festival: Syv koncerter du ikke må misse torsdag

Communions. Koncert. Roskilde Festival, Pavilion.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af