The Minds of 99’s andet album syder og sprutter som røde bøffer på en kuglegrill
Arbejdsmoralen fejler intet hos The Minds of 99, der med ’Liber’ leverer efterfølgeren til sidste års selvbetitlede debutalbum. En debut, hvis tempofyldte postpunk fulgte fornemt op på de solide gennembrudssingler og sikrede det danske sekskløver det eftertragtede, men fuldt fortjente job at åbne Orange Scene på Roskilde i år.
Hvis det bål, der har stået i lys lue siden debuten, omsider skulle være ved at blive til gløder ovenpå en veloverstået festivalsæson, puster bandets nye album liv i flammerne nok en gang. Energien på ’Liber’ sprutter og syder som røde bøffer på en kuglegrill. Forsanger Niels Brandt har udtalt, at flere af sangene blev skrevet samtidig med sangene på debutalbummet, og ’Liber’ lægger sig da også i forlængelse heraf: Den hule guitar, de legende basgange og Brandts nasale, stakåndede vokal er stadig hovedkomponenterne i bandets på én gang højloftede og uhøjtidelige univers.
Det slås fast under åbneren ’Til dem’, der måske er det mest storladne, vi har hørt fra bandet. Med tunge trommer, sireneagtige synths og den velkendte mørkrandede guitarlyd har nummeret været et oplagt åbningsnummer på de store festivalscener henover sommeren, og med en proklamerende tekst fremstår det som en form for programerklæring for bandet: The Minds of 99 spiller til folket, til »dem der passer på andre« og »dem med hænder som sandpapir«.
Den politiske kant klæder bandet. Men tonen er altid jordnær, også når tekstuniverset i stedet synes plantet i Brandts følelsesliv: Som i den rastløse ’Ma Cherie Bon Bon’, hvor der danses på Vesterbro, og i ’Stjerner på himlen’, hvor Brandt mere desperat stammende end nogensinde før forsøger at synge sig fri af overjordiske autoriteter. Han demonstrerer gennemgående, hvor alsidig en sanger han faktisk er – fra det dybe, knirkende leje på ’Hjertet følger med’ til den nasale råben på ’Til dem’.
Debutalbummets monotone passager med nik til den elektroniske musik går også igen på ’Liber’, hvor titelnummeret som en pendant til ’Fuglebur’ hamrer derudad i mødet mellem knastørre elektroniske effekter, køresyge guitarfigurer og velfornøjet fløjten. Mindre indtryk gør ’Drømmer om Livet’ og ’Someone Made You’, hvor stilstanden i de dystre guitarrundgange tenderer det kedsommelige, imens ’Familie’ modsat nærmer sig et skabagtigt udtryk med Brandts speedede levering af de fragmentariske tekststykker.
’Liber’ føjer ikke meget nyt til The Minds of 99’s univers, da udspillet uvægerligt føles som en del af et dobbeltalbum, men det beviser, at bandet er en stabil leverandør af medrivende, dansksproget postpunk.
Kort sagt:
The Minds of 99’s andet album lyder som de ti sange, der ikke blev plads til på debutalbummet fra sidste år – hvilket skal forstås positivt. Niveauet er stadig højt i bandets tempofyldte univers, hvor Niels Brandt viser, hvor alsidig en sanger han er, imens en politisk kant er trådt frem i det jordnære tekstunivers.