Tame Impalas nye album etablerer Kevin Parker som en af det 21. århundredes finere sangskrivere
Der er blevet sagt og skrevet meget om Tame Impalas hamskifte i forbindelse med deres tredje album, så lad os bare få det af vejen med det samme: Tame Impala er, trods en sigende sangtitel som den smukke ‘Yes I’m Changing’ stadig de samme, knuselskelige, australske psychpoppere, med Kevin Parker som det indiskutable omdrejningspunkt.
Jo, det kan godt være, at fernisen denne gang er mere poleret, produktionen strammere, trommerne mere r’n’b-snappy, Parkers retrofetichisme er fast-forwardet godt ti år frem i tiden til discoens heyday – og at de ellers så elskede, fuzz-draperede guitarer er trængt noget i baggrunden af synths, men løft lige engang en flig af overfladen: Hans pop-perfektionistiske tilgang til sangskrivningen, hans formfuldendte falsetter og småpsykedeliske kæpheste såsom favnfulde af rundtossede phaser-effekter og hang til langstrakte, sugende broer og instrumentale forløb er allesammen intakte.
Ærkefans bør derfor ikke frygte at blive sat af, og nysgerrige nytilkommere kan fint starte her, for ‘Currents’ virker simpelthen mere som et helt naturligt næste skridt oven på forløberen fra 2012, ‘Lonerism’, og mindre som et kontroversielt knæk. Og hvad mere er, albummet synes simpelthen befriet for de, dog undselige, fejltrin, der altid har huseret på Tame Impalas album, som små bitte sten i skoen.
Parkers nærmest neurotiske pernittenhed med detaljerne har denne gang ikke blot givet udslag i en famøs forsinkelse på et par måneder og et album, der efter eget udsagn 99% er hans eget uden indblanding fra bandkammeraterne – det har faktisk også betalt sig med et ovenud bjergtagende skønt resultat at drømme sig væk i.
Én ting, der især skinner klarere end nogensind,e er Parkers introspektive, men også ligefremme tekstunivers. Indrømmet, temaerne – der kredser om hans nylige breakup med den franske sangerinde Melody Prochet, hans evige brydergreb med berømthed og sig selv, mennesket i forandring og (ny-)dannelse – er klassiske og måske endda klichéprægede. Men ‘Currents’ virker omvendt som helhed endnu ærligere og mere terapeutisk-intimt end tidligere, og det gør resultatet så meget desto mere medrivende.
Det er svært at spå om, hvor Tame Impala kan bevæge sig hen efter det her, men enhver skylder sig selv at prøvesmage albummet, der for alvor katapulterer Kevin Parker fortjent ud af forbipasserende hipster-psych-strømninger og op i en ny liga som en af det 21. århundredes finere popsangskrivere. He’s that good.
Kort sagt:
Tame Impala er, trods en del udskiftninger i instrumentparken og en periodemæssig opdatering af frontmand Kevin Parkers besættelse af det bedagede udtryk stadig det samme band. Ærkefans bør derfor ikke frygte at blive sat af og nysgerrige nytilkommere kan fint starte her. ‘Currents’ føles nemlig ikke blot som et naturligt næste skridt, men også som ét, der katapulterer Parker ud af forbipasserende strømninger og opad i rækkerne af vor tids deciderede pop-sangskrivergenier
Læs også: Her er halvårets 10 bedste udenlandske album