Tame Impala
HØR ‘LONERISM’ HER.
Der er lagt i forventningernes højovn forud for Tame Impalas anden langspiller oven på den fremragende ‘InnerSpeaker’, der var en blid, fuzzy og fortjent rambuk for solskins-psychrockernes spirende karriere.
‘Be Above It’ tyvstarter albummet let vaklende, men så ryger australierne ellers også ud over stepperne. ‘Endors Toi’ rider derudaf på kosmiske, arpeggierende synth-slanger gennem kalejdoskopiske, syregrønne landskaber, fulgt formidabelt op af den klaverboksende ‘Apocalypse Dreams’. ‘Mind Mischief’ går næsten helt i stå, men reddes på falderebet af Kevin Parkers sugende signatur-phaserguitar.
Læs anmeldelse: Tame Impala ‘Innerspeaker’
De tonerislende synths er et friskt pust og er også med til at gøre ‘Music to Walk Home By’ og ‘Why Won’t They Talk To Me?’ magiske. Sidstnævnte er endnu et af Parkers eminente, melankolske ensomheds-snapshots med et krautrocket drive som underlag – en cruisende fremdrift, som også præger den fængende førstesingle ‘Elephant’, der klinger som et glemt Black Sabbath-outtake. Albummet hviler i naturlig og dejligt varieret forlængelse af debutens univers, tilsat et skvæt af Parkers selvindrømmede fascination af 70’er-progpop-legenderne Supertramp, og hans hjemmegjorte produktion lyder atter, som var den omsluttet af en støvet, mølædt skotøjsæske.
Parker har, som de fleste, en vis comfort zone hvad angår sine drømmende, englemilde vokaler. Den monotone ‘Feels Like We Only Go Backwards’ slider således på nerverne med skingre falsetomkvæd, og lukkeren ‘Sun’s Coming Up’ sender ham helt ned i registerkælderen, hvilket absolut heller ikke klæder ham – ligesom et par andre numre kuller alt for langt ud i sandet med udstrakte, jammede c-stykker. Disse fejltrin forpurrer nok ‘Lonerism’ i at være perfektion, men er det stadig en værdig opfølgning? Rungende ja!