Tame Impala

Jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst har haft lyst til at bide i en ny plade, bare for at se om den smager lige så godt, som den lyder. Men det var før, jeg fik fingrene i australske Tame Impalas debutalbum. 

Det er ganske enkelt lyden af solskin og luft under vingerne, og det er svært ikke at give sig hen til harmonibårne perler som den underspillede åbner ‘It Is Not Meant to Be’, førstesinglen ‘Solitude Is Bliss’ og den suverænt smukke ‘Alter Ego’. Her afløses ungdommelig udlængsel og melankoli helt ubesværet af ekstatisk lykkefølelse og dagdrømmerier, der aldrig kommer til at lyde som en pastiche på bandets åbenlyse inspirationskilder i 60’ernes psykedeliske rock. Og det selv om der på ‘Island Walking’ pustes nyt liv i Jimi Hendrix’s klassiker ‘Manic Depression’, imens der på ‘Bold Arrow of Time’ sendes tung, tung kærlighed til de gamle stoner-koryfæer i Blue Cheer.

Eneste anke er faktisk den instrumentale ‘Jeremy’s Storm’, der virker for skitseagtig i selskab med albummets andre langt mere vellykkede kludetæpper af melodier og harmonier – der eksekveres helt eminent på den monumentale ‘Runways, Houses, City, Clouds’, hvor den blytunge syreguitar møder engleblide melodier. Så prøver jeg alligevel at holde mit mundvand for mig selv og lade være med at bide i en af de stærkeste debutplader, jeg har hørt meget længe.