10. Matthew E. White ‘Fresh Blood’
Spacebomb-labelbossens andet album som solist er en mere stringent og poleret omgang country-soul end debutens mere viltre, glødende stuvning, men man kan ikke sætte en finger på de lækre blæser- og strygerarrangementer eller en fint afstemt produktion, der tjener sangenes iboende nyn-med-potentiale. Hvis White slår håret løs og finder en mere konsistent lyrisk stemme, får vi måske hans endegyldige mesterværk i tredje ombæring? Han er godt på vej.
Nedtællingen fortsætter på de følgende sider.
9. Waxahatchee ‘Ivi Tripp’
På sit tredje album som Waxahatchee finder 26-årige Katie Crutchfield et ståsted mellem den lo-fi-punk-ånd, hun er formet af, og en mere ’moden’, helstøbt sangskrivning, hvor der endda er blevet plads til keyboards og trommemaskiner. Hendes rå, følelsesmættede sange er som små, sammenpressede klumper af energi, uafgjorte og åbne udsagn, hvor de specifikke situationer, sangene beskriver, vajer på en baggrund af den længsel og retningsløshed, der kendetegner livet i 20’erne.
8. Mark Ronson ‘Uptown Special’
’Uptown Special’ var på mange måder et stilstudie i funkens flerfacetterede fortræffeligheder. Fra James Brown-inkarnationen ’Feel Right’ over disco funk a la Chaka Khan/Teena Marie på ’I Can’t Lose’ til radiovenlig jazz-rock på numre som ’Summer Breaking’ og ’Heavy and Rolling’. Det er dog langt fra kun overflade og symbolleg, som Mark Ronson præsterer på ’Uptown Special’. Som en mindre genistreg har Ronson ladet den Pulitzer-vindende forfatter Michael Chabon skrive samtlige tekster og fuldender dermed ikke blot et i forvejen helstøbt mesterværk, men giver også hovedet noget at komme efter i en genre, der ellers er uløseligt forbundet med kroppen.
7. Sufjan Stevens ‘Carrie & Lowell’
Som et direkte kontrapunkt til hans spraglede og hektisk vildtvoksende tidligere album både i lyd og i nærhed har Sufjan Stevens’ elegi til sin afdøde mor sikkert allerede spillet sig ind i hjerterne på alle hans fans. For de uinitierede er der tale om et varmt og personligt, folksy værk, hvis instrumentering sjældent strækker sig udover Stevens og en akustisk guitar. Det er ikke helt på omgangshøjde med fordums storhed, men det er hudløst ærligt og en kærkommen afveksling.
6. Courtney Barnett ‘Sometimes I Sit and Think, and Sometimes I Just Sit’
Som enhver god rocklyriker har Barnett blik for den sigende detalje eller den skæve poesi i en situationsbeskrivelse eller et øjebliksbillede. Australieren strør om sig med sprogligt (u)krudt på sit grunge-vuggende debut-fuldlængdealbum, som for eksempel på den mageløse ’Depreston’, hvor boligjagten i en trist forstad bliver et billede på erindring, død og forfald. Barnetts diktion er charmerende snøvlet, men hendes opfindsomme fortællekunst insisterende gennemført.
5. Tobias Jesso Jr. ‘Goon’
Der er noget helt specielt ved at lytte til Tobias Jesso Jr.’s debutalbum: Det føles et eller andet sted som om, at man har hørt alle sangene før. Ikke fordi man tænker plagiering, men fordi sangskrivningen – med rødder i 60’erne og 70’erne – simpelthen er så klassisk, tidløs og stærk hele vejen igennem, at det et eller andet sted føles umuligt, at ingen har skrevet de her vidunderlige klavermelodier før. Læg hertil Jesso Jr.’s tekster – umiddelbare, uprætentiøse og helt igennem ærlige på en dejligt befriende måde.
4. Vince Staples ‘Summertime 06’
Fundamentet blev lagt med sidste års ’Hell Can Wait’-ep, men med sit debutalbum beviste Vince Staples i de sidste dage af 2015’s første halvår, at han er det måske største hiphop-talent lige nu. 20 sange leveret direkte fra gadeplan, hvor den barske virkelighed skinner via pistolens iskolde stål og ikke guldkædernes bling. Produktionerne er hele albummet igennem ildevarslende, minimale, men med subtilt banger-potentiale på numre som ’Jump of the Roof’ og ’3230’. Staples rapper, hvad han ser. Det er ikke altid kønt, men ligesom et trafikuheld er det umuligt at kigge væk.
3. Father John Misty ‘I Love You, Honeybear’
Det var Joshua Tillmans geniale greb/lykketræf at finde på personaen Father John Misty som en måde at håndtere temaer som mandligt begær, narcissisme og selvhad med ramsaltet humor. ’I Love You, Honeybear’ topper 2012’s ’Fear Fun’ med sin blanding af selvudleverende lyrik, melodrama-forklædt-som-ironi (og omvendt!) og softrock-sangskrivning med tråde til Harry Nilsson og Randy Newman. Tillman gestalter vagabond, profet, neurotiker og førsteelsker med lige stor overbevisning på et overrumplende album.
2. Kendrick Lamar ‘To Pimp a Butterfly’
Med forsommerens Rachel Dolezal-skandale og McKinneys pool party-episode er ’To Pimp a Butterfly’ og albummets tematisering af det at være sort i USA nærmest kun blevet mere aktuel siden sin udgivelse i det tidlige forår. Og ligesom de to episoder eksemplificerer, er tematikken ikke just noget, der er blevet hverken nemmere eller mindre kompliceret.
Dette afspejles i albummets eklektiske brug af genrer som free jazz, spoken word, soul og p-funk, og dets polyfone univers af stemmer, som tæller både Kendricks egne (bemærk flertalsformen) og et hav af gæsteartister fra den urbane intelligentsia. Med ’To Pimp a Butterfly’ har Kendrick Lamar skabt et hiphop-album, der som Commons ’Electric Circus’, Kanyes ’Yeezus’ og Andre 3000’s ’The Love Below’ løfter sig over sit eget genretilhørsforhold, og leveret en plade på højde med både sit samfund og sin samtid.
1. Jamie xx ‘In Colour’
Mens vi venter grådigt-tålmodigt på nyt fra The xx (som angiveligt allerede skulle have været i studiet sidste år), er producer-mastermind’en Jamie ivrigt igang under egne faner. ‘In Colour’ folder sig ud som et blåtonet klubalbum, eller måske rettere post-klubalbum. Med en større, mere kinetisk og varieret lyd end det stramme, tøjlede udtryk fra moderskibet, men melankolien og næsen for den skudsikre melodi stadig sikkert påskruet, placerer Jamie xx sig retteligt på tronen som nattens fyrste med solodebuten. Albummet fungerede i tilgift som en fortrinlig affyringsrampe for hans optræden på Roskilde Festival, hvor han lukkede og slukkede Apollo-scenen.
Læs også: Halvårets bedste udenlandske album, top 20-11
Læs også: Halvårets 10 bedste danske udgivelser