Halvårets 10 bedste danske album

Den hjemlige musikscene har haft et blomstrende forår. Vi har kåret de foreløbigt ti bedste udgivelser fra 2015.

10. Xtra Naan ‘Xtra Naan’

Har du hungret i årevis efter nyt fra Gramsespektrum-lejren, var Xtra Naan sikkert et lyn fra en klar himmel, da de Soundcloud-debuterede for et par år siden. Det er dog først nu, at det uhyrlige fritidsprojekt, der også tæller Tue Track fra Malk de Koijn, omsider har kælvet med en debut-ep. Xtra Naans univers flyder over med fiktive, attituderige karakterer, der overgår hinanden i grovheder (ikke ulig d’herrers andre foretagender), men med numre som ‘Malk mig’ trækker de dog stregerne endnu mere grotesk op, end nogen turde forestille sig.

Nedtællingen fortsætter på de følgende sider.

9. Karl William ‘Placebo’

Karl William lever i sin helt egen verden. Både musikalsk, hvor den ulmende r’n’b føles som ungdommens ukontrollerbare hjerteslag, men bestemt også lyrisk, hvor tankerne vælter ud af den rødhårede sanger, som læste han op af sine dagbogstekster, forfattet efter mørkets frembrud, hvor kærlighed, ensomhed og alt derigennem regerer. Debutalbummet var hans hidtil mest renskurede destillat af formlen, en klar pil hen imod fremtidige bedrifter.

8. Mew ‘+ -‘

Seks års albumtørke var at presse tålmodigheden til det yderste, men sjette udspil fra barndomsvennerne fra Hellerup viste sig heldigvis at være ventetiden værd. Med Johan Wohlert tilbage i lineuppet leverede Mew atter kaskader af massiv storslåethed og progressive popstrukturer. Trods firkløverets (der desværre efter udgivelsen mistede et kronblad med guitarist Bo Madsens exit) sædvanlige snørklede tilgang til popmelodier, lå overvægten på de umiddelbare og fængende hooks, hvilket placerer ‘+ -‘ blandt diskografiens mest tilgængelige album.

7. Wangel ‘Eternal History’

Har du ikke endnu tjekket op på Peter Wangel, har du boet under en sten. Med sammenligninger med James Blake og en succesfuld Roskilde-optræden er der lagt i ovnen til en kometkarriere for den unge singer/songwriter med den elektroniske, melankolske klangbund, og ‘Eternal History’ beviste, at han har noget at have hypen i: Soulet baryton badet i blåtonede synths og prægtige popmelodier, der kan svale dig sommeren igennem.

6. Bikstok ‘Uranium’

Ti stive år skulle der gå, før danskhall-act numero uno endelig fik fulgt op på monstersuccesen ‘Over stok og sten’. Og nok er portionsstørrelsen på ‘Uranium’-ep’en beskeden, men de tre rødder viste stadig grundigt genre-efternølerne, hvor skabet skal stå med charmeklude som ’80’eren’, titelnummeret og ‘Gå nu hjem’, der i bogstaveligste forstand trækker stregerne op overfor opkomlingene.

5. Vinnie Who ‘Harmony’

Danmarks disco-prins sadlede om og stillede frekvensen ind på sangskrivning og instrumentering af klassisk 70’er-tilsnit. Det er de psykedelisk chillede og lounge-lumre dimensioner, Niels Bagge udforsker og dyrker til nær-perfektion på tredje udspil, som i momenter er rørende og folder hans nye facetter flot ud. Dette er lyden af en døsig søndag, hvor weekendens udskejelser under stroboskopet viger bort for svalende vellyd.

4. Kentaur ‘Vertebra by Vertebra’

Det er de store følelser, som spilles frem og besynges på denne helstøbte debut-ep fra de tre konservatorieuddannede sangskrivere. Med et veldefineret og dragende lydbillede signeret Søren Stenager og Mikkel Juul Jensen, lader Marc Roland Hansen sit kontrollerede og udtryksfulde stemmeregister dale blidt over de smukke sange. In short: Storslået pop og soul med en evident sårbarhed, man kun kan lade sig opsluge af og applaudere.

3. Rangleklods ‘Straightjacket’

Det er ikke kun i bandstrukturen, der er sket forandringer. Fra at være et soloprojekt for Esben Nørskov Andersen er Rangleklods nu blevet en duo med indlemmelsen af Pernille Smith-Sivertsen. Det har åbnet for et bredere spektrum, hvor særligt kombinationen af hans dybe baryton og hendes krystalklare falset er velfungerende elementer i et lydbillede, som giver pay-off med pumpende beats, synth-stabs og køligt klingende house.

2. Av Av Av ‘They Live’

Det var en form for uhellig, rødhvid og elektronisk treenighed, der materialiserede sig, da Unkwon, Eloq og DJ Er Du Dum Eller Hvad slog pjalterne sammen sidste år og begyndte at lække numre. For nok har de tre rødder allerede imponerende sager på hvert af deres cv’er, men AV AV AV er måske et af de bedste, hjemlige eksempler på, når supergrupper virkelig fungerer og summen bliver til mere end enkeltdelene. Ep’en ‘They Live’ skræver over et mylder af elektroniske subgenrer, men mest af alt er AV AV AV bare sit eget, klub-bangende bæst, der med hævnerisk bas og melankolske melodier kan sætte et dansegulv i gang med kølig, skandinavisk elegance.

1. Communions ‘Communions EP’

Hvis der er noget, som får det dunkende musikhjerte til at slå hastigt og samtidig bekræfter én i troen på, at det hele nok skal gå, så er det at overvære et talentfuldt bands blomstringstid. Da Communions knopskød ud af det punkbaserede Mayhem-miljø sidste år med debut-ep’en ‘Cobblestones’ kunne man tydeligt ane konturerne til noget stort – den primitive produktion til trods.

Alt det blev indfriet med dette års ep, hvor gruppens sammenkog af alt godt fra den alternative britiske rockscene anno 80’erne og 90’erne blev malet med større og mere nuancerede penselstrøg. Lydbilledet var blevet større og stærkere, men frem for alt fremviste den fremragende håndfuld sange det danske bands helt åbenlyse talent for at levere slidstærke melodier.

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af