Tilbage i december 2014 lagde Kendrick Lamar vejen forbi Stephen Colberts talkshow med et friskt nummer, der ikke fandt vej til ‘To Pimp a Butterfly’ og siden er blevet døbt ‘Untitled’. I går var rapperen gæst hos Jimmy Fallon, og også her valgte han at spille et track, der ikke hidtil er blevet præsenteret for offentligheden.
‘Untitled 2’ ligger i forlængelse af stilen på sidste års mesterværk og er en flagrende rejse af udforskende jazz og dyb funk, der mest af alt er til for at fremhæve Kendricks ord, der på scenen kommer til live ubesværet som hidtil.
Teksten går også i samme rille som ‘To Pimp a Butterfly’ med lyrik om sociale forhold og Kendricks ophav. »We all came on a boat looking for hope / and all you can say is you’re looking for dope«, lyder det blandt andet.
Om ‘Untitled 2’ får en retmæssig udgivelses vides ikke, men indtil videre stiller vi os tilfredse med Kendricks intense optræden.
Læs også: Det bedste hiphop i 2015 ifølge Kendrick Lamar