‘The Hateful Eight’ var Quentin Tarantinos første film akkompagneret af et originalt score og ikke af Tarantinos spraglede cd-samling. Bag scoret stod legendariske Ennio Morricone, der skabte et stemningsfuldt lydbillede til western-fortællingen om de hadefulde otte.
Og nu skal de arbejde sammen igen.
Morricone har fortalt Deadline.com, at Tarantino allerede har fortalt ham, at instruktørens næste film bliver med Morricones soundtrack. Men ikke helt uden forbehold fra komponisten selv: »Jeg fortalte ham, at i fremtiden vil jeg gerne have mere tid. Jeg vil gerne begynde at arbejde sammen lang tid før, så jeg har tid til arbejdet, til at tænke over musikken og også udveksle flere ideer med ham omkring det score, jeg skal lave til ham«.
Hvad Morricone skal lave score til, ved ingen endnu, måske ikke engang Tarantino selv. Men valget af western-specialisten Morricone kan være en indikation om, at Tarantino pønser på sin tredje western. I vores interview med instruktøren i forbindelse med ‘The Hateful Eight’ sagde han da også:
»I vores moderne verden skal man lave tre westerns for at kunne kalde sig en western-instruktør, og hvis man ikke gør det, så kommer man ikke ind under huden på genren«.
Læs også: Interview med Quentin Tarantino: Provoen er blevet politisk