Quentin Tarantino har efterhånden rundet de 52, og han er blevet en anelse mere fyldig at se på med årene. Er han begyndt at farve sit hår? I hvert fald er der ikke flere af de grå stænk tilbage, der for et par år siden begyndte at blande sig i hans mørke manke.
Det er jo egentlig også lige meget, men omvendt så symbolsk, at det fortjener at blive nævnt. På en måde føles han nemlig stadig som en af de ‘unge’ instruktører i amerikansk film. Han har bevaret sin vitalitet – eller måske netop genfundet den, for efter en mindre kreativ og måske også personlig krise i kølvandet på ‘Kill Bill’, vandt han nye generationer af filmfans med den kontrafaktiske krigskomedie ‘Inglourious Basterds’ og western-slavefilmen ‘Django Unchained’. Film helt uden grå hår.
Jeg møder ham på Four Season Hotel i Beverly Hills og genoptager senere snakken over telefonen fra New York, hvor han lige har medvirket i et talkshow for at tale om sin nye western, ‘The Hateful Eight’. Og – ikke mindst – om sin stærkt omtalte kontrovers med det amerikanske politi, som har boykottet hans film, efter han i utvetydige vendinger kritiserede de seneste års talrige politidrab på uskyldige sorte mænd.
Tarantino har altid haft kant, men ikke tidligere politisk kant. Nu er han pludselig i orkanens øje.
Kurt Russel og Samuel L. Jackson i ‘The Hateful Eight’
Hvordan har hele kontroversen med politiet været for dig rent følelsesmæssigt?
»Det har været tre interessante uger, som ikke har været som andre tre uger af mit liv. Den første uge var ikke så god. Det var udfordrende, men jeg følte mig meget glad og tilfreds efter den anden uge, og jeg følte mig endnu mere glad og tilfreds efter den tredje uge. Jeg synes ikke, at jeg behøver at uddybe mine udsagn mere, for der er blevet skrevet meget om det i medierne overalt i verden. Der er også mange, der har bakket mig op.
Men synes jeg om at blive kaldet en strisser-hader? Og ved jeg godt, at jeg har mange politimænd blandt mine fans? Og synes jeg om, at de nu går rundt og tror, at jeg hader dem eller ikke forstår deres problemstillinger, som de står ansigt til ansigt med hver dag? Nej, det kan jeg ikke lide. Men jeg er samtidig meget, meget glad og tilfreds med at stå side om side med de familier, som har mistet deres kære – indimellem på grund af totalitære metoder og ofte ganske meningsløst«.
Det virker, som om du har stor sympati for sorte amerikanere. Hvordan ser du dit forhold til det afroamerikanske samfund?
»Jeg tror, at det handler om ordet empati. Jeg føler mig tæt forbundet til det afroamerikanske samfund. Det betyder ikke, at jeg ønsker at være sort eller tror, at jeg er sort. Jeg ved udmærket, at jeg ikke er sort. Jeg er ret sikker, hvad det angår. Jeg har ikke fået taget en blodprøve, men jeg er halvt italiensk, og hvis du går tilbage i tiden, så kan det godt være, at du vil finde en dråbe eller to af maurer. Men ja – det handler bare om, at jeg har empati«.
Hvordan har dit syn på verden og menneskehedens tilstand ændret sig, siden du lavede din første film i 1992?
»Jeg er ikke betydeligt mere fortvivlet, end jeg var for 20 år siden. Jeg mener faktisk, at det er helt naturligt at være en anelse fortvivlet over den menneskelige tilstand, for der er fortvivlelse i verden.
En af grundene til, at jeg ikke har engageret mig ret meget i politik, er, at jeg var bange for at gå ned ad den vej. Jeg havde ikke lyst til at stå ansigt til ansigt med den menneskelige fortvivlelse hele tiden, for når man først gør det, så begynder man at spørge sig selv, hvordan man kan ændre det, og det bliver en fuldtidsbeskæftigelse. Og det er ikke mit fuldtidsjob. Men i den aktuelle sag var jeg nødt til at udtrykke min holdning, for hvis jeg havde tiet, havde jeg accepteret omstændighederne«.
Handler om maskerade
Quentin Tarantino taler som et vandfald, og hans ord bliver affyret som fra et maskingevær, så man nærmest falder bagover. Sådan har det altid været, og hans lidenskabelige forhold til film har ikke aftaget, siden han brød igennem som den ultimative filmbuff-instruktør i 90’erne.
Sidste år begyndte han personligt at sammensætte programmet i sin biograf i L.A., The New Beverly, og han er en mester i at se stilistiske og tematiske tråde i andre instruktørers film. Men når det kommer til Tarantinos egne, taler man nærmest udelukkende om den iøjnefaldende stil og dialog.
Mener han selv, der er en tematisk rød tråd, der løber gennem hans samlede værk?
Tim Roth i ‘The Hateful Eight’
»Jeg ved ikke, om jeg er den rette til at sætte et mærkat på, men jeg kan se nogle bestemte ting, for eksempel raceforhold. Maskerade og performance er også et vigtigt element. Karaktererne i mine film er altid virkelig dygtige skuespillere. Det sker ubevidst i alle mine film, at der er en sektion, hvor en karakter foregiver at være en falsk udgave af sig selv, hvor han eller hun opfører en slags maskerade. Nogle gange har de held med det, og andre gange har de ikke«.
Hvad bidrager dine seneste værker med til filmkunsten? Forfiner du dine evner, eller bryder du ny grund på det her stadie af din karriere?
»Jeg ved ikke, om jeg bryder ny grund, jeg bruger bare den teknologi, der eksisterer i forvejen, men jeg vil sige, at siden jeg hookede op med min mesterfotograf, Bob Richardson, så er mine filmteknikker, altså selve mekanikken i det hele, vokset med kvantespring for hver ny film. I denne film bruger jeg blandt andet 70 mm-film, og ærligt talt ved jeg ikke, om jeg ville have modet til at gå i den retning uden Bob Richardson«.
Du har en evne til at tage noget meget anstødeligt materiale og forvandle det, så det ikke virker anstødeligt, når det kommer fra dig. Der er for eksempel meget vold mod kvinder i ‘The Hateful Eight’, hvilket kan støde nogle. Er du aldrig bange for den slags?
»Jeg ser ikke Daisy (filmens eneste kvindelige hovedkarakter, spillet af Jennifer Jason Leigh, red.) som en ‘kvindelig’ karakter. Hun er en karakter, og hun er én af mine karakterer, og det er ikke sådan, at hvis hun var en mand, ville hun ikke blive behandlet sådan. Jeg foragter virkelig ideen om, at der er specifikke roller, kvinder ikke kan spille. Daisy repræsenterer ikke alle kvinder mere, end at hende pigen fra Manson-kulten, Susan Atkins, repræsentererede alle kvinder. Og store skuespillerinder som Jennifer Jason Leigh har ret til at spille den slags roller.
Jennifer Jason Leigh i ‘The Hateful Eight’
Men når vi taler om det på et mere overordnet plan kræver jeg bare altid samme ret som en forfatter, der skriver en roman – at man kan skrive en historie om så godt som alle. Og karakterer behøver ikke være sympatiske eller usympatiske, de kan være hensynsløse røvhuller, og de kan være en lille bitch, og de kan være meget fængslende netop på grund af det. Der er ingen grænser for en forfatter, og jeg forestillede mig bare, at man har samme rettigheder på film«.
Så du er på en måde feminist og har taget skridtet videre i kravet om fuldstændig lighed?
»Ja, præcis. Og Jennifer Jason Leigh var for vild. Hun var fuldstændigt tosset med karakteren og kunne slet ikke vente på at blive ydmyget i rollen og håndtere de udfordringer, hun blev stillet.
Vi skal opmuntre kvindelige skuespillere til at tage den slags udfordringer på sig frem for at sætte dem i en boks, fordi de er kvinder«.
På vej mod trilogien
I ‘The Hateful Eight’ er morderen Daisy blevet taget til fange af dusørjægeren John (Kurt Russell), som eskorterer hende til Red Rock, hvor hun kan imødese sin straf. De teamer op med en anden dusørjæger (Samuel L. Jackson) og en mand, der kalder sig sherif (Walter Goggins), men strander under en snestorm i en hytte, hvor fire fremmede (Demían Bechir, Tim Roth, Michael Madsen og Bruce Dern) støder til dem.
Det er din anden western. Kunne man forestille sig, at du laver en tredje, så det bliver en trilogi?
»Ja, det kunne jeg godt forestille mig. For det er sådan, at i vores moderne verden skal man lave tre westerns for at kunne kalde sig en western-instruktør, og hvis man ikke gør det, så kommer man ikke ind under huden på genren. Mine films udsagn er forskellige fra de andre westerns, der er lavet gennem de seneste næsten 100 år, og jeg er faktisk ret stolt over det. Jeg tror, at jeg er nødt til at lave en tredje film, og så kan jeg lade dem stå for sig selv som westernfilm, som et vidnesbyrd for samtiden«.
Du har skrevet romantik, westerns og samuraifilm. Hvilken anden genre vil du gerne kaste dig over? Hvad med sci-fi eller horror?
»Jeg er ikke så interesseret i science fiction, men jeg kan rigtigt godt lide ideen om at lave en virkelig uhyggelig horrorfilm, en som virkelig bygger på stemninger. Men jeg ved ikke helt, om det vil være den bedste ting for mig, og jeg ved ikke, om den slags stemninger nødvendigvis er det, jeg kan, eller om folk ville se det fra mig.
Tarantino på settet til ‘Death Proof’
Der er en tone i mine film, som indikerer, at de ligesom er over det hele, og det er det, jeg kan tilbyde. Jeg kan vende på en tallerken og operere med forskellige følelser i løbet af filmen, om det så er komedie eller tragedie, og så går jeg frem og tilbage mellem dem. Det er en speciel ting, som jeg er i stand til at gøre, så jeg ved ikke, om jeg faktisk kunne lave en film som ‘Exorcisten’, lige så godt som jeg gerne ville«.
Du er kendt for dine evner til at caste og instruere skuespillere. Hvem er den teknisk dygtigste skuespiller, du har arbejdet med?
»Det er virkelig svært at sige. Både Samuel L. Jackson og Christoph Waltz er utrolige på den måde, at de tror på scenernes virkelighed, men samtidig er tekniske skuespillere, der kommer fra teatret, så de ved, hvordan de opnår en reaktion, og de bliver ikke vildt pressede undervejs. De tænker på endemålet, så hvis jeg siger til Sam, at han skal arbejde på dét og dét og holde en replik lidt tilbage, så jeg kan få ham på kameraet i netop dét øjeblik, så gør han det, og han har ikke fine fornemmelser.
Men samtidig – at arbejde med sådan en som Kurt Russell, som har spillet skuespil, siden han var syv, og som har lavet tonsvis af film og Disney og tv i 60’erne og 70’erne og har gæstet stort set alle tv-shows, man kan gæste… Han kommer med de her ægte pro-erfaringer, som man næsten ikke tør tro på«.
Du har sagt, at du planlægger at indstille karrieren efter ti film. Tror du, du kan leve uden at lave film?
»Mit liv ville ikke blive anderledes, men jeg ville ikke bare skulle sidde i vogn og kigge efter locations og bekymre mig om at skulle holde dagen igennem, når jeg er 70. Ideen er, at det ville give mig tid til at se flere film og skrive om film på en dybfølt måde, og min idé er at skrive bøger og teater og instruere teater.
Noget andet, der tiltaler mig ved ideen, er, at når man snakker med instruktører, fortæller de om det, de gerne vil lave i fremtiden, ikke om det, de laver nu. De tror altid, at de har masser af tid til at lave drømmeprojektet i fremtiden. Men hvis du tænker ud fra, at du kun har to film tilbage, så bygger du ikke luftkasteller op. Du bliver meget konkret: Hvad er det, jeg gerne vil sige og gøre med de sidste par film?«
Jeg er nødt til at spørge: Har du set danske film eller tv-serier for nylig, der har gjort indtryk på dig?
»Svaret på det spørgsmål er nok, at jeg ikke har set noget siden ‘Pusher’. Men jeg får altid den slags spørgsmål, lige efter jeg har lavet en film, hvor jeg ikke har fået set noget som helst, fordi jeg har haft travlt med min film«.
Læs også: Alle Tarantinos film rangeret – før ‘The Hateful Eight’
Læs også: 10 film Tarantino kræver, at du ser – med blod, hævn og spaghetti