De fleste filmfans har deres helt egen, personlige rangering af Quentin Tarantinos værker. Amerikaneren har de seneste tre årtier leveret et output af imponerende høj kvalitet, og hans dårligste film ville være mange andre instruktørers bedste.
Forud for tirsdagens verdenspremiere under Cannes Film Festival på den længe ventede ‘Once Upon a Time in Hollywood drister Mads Kjær Larsen sig her til et bud på en vægtning af den ikonografiske filmskabers titler. Og han kommer frem til en personlig nr. 1, som han havde forsvoret ville ligge i toppen, dengang den fik premiere.
9. ’The Hateful Eight’
‘The Hateful Eight’ har et lovende anslag. Tarantinos hoffotograf, Robert Richardson, indfanger nogle storslåede snelandskaber (optaget med en ultra-vidvinklet 70mm-linse) i Wyoming i tiden efter den Amerikanske Borgerkrig til tonerne af et både monumentalt og delikat score leveret af ingen ringere end Ennio Morricone. Der er noget på samme tid fortættet og storslået over de første cirka 40 minutter af Tarantinos seneste forsøg ud i spaghettiwestern-genren.
Men jeg skal da lige love for, at smilet stivner (for at tone ud i en resigneret hovedrysten to stive klokketimer senere), så snart vi nærmer os filmens endelige destination, Minnie’s Haberdashery, en afsidesliggende købmandsforretning, der fungerer som ly for en samling misdædere og undermålere under en fyndig snestorm.
Reelt præsenteres vi altså oven på filmens udtrukne prolog for to timers kammerspil med en dialogstil, der – hvis vi er venlige – kan betegnes som omstændelig, og som – hvis vi er lidt mindre venlige – kan betegnes som dialogkunstens svar på staldgødning.
Dette kammerspil kulminerer i vold af en sadistisk karakter, der vil kunne få selv hærdede Tarantino-fans til at opleve nervøse trækninger. Hvor jeg normalt vil gå langt for at forsvare Tarantinos brug af udpenslede rædsler, har jeg svært ved for alvor at retfærdiggøre den vold, han benytter sig af her.
Vold på film kan have en rensende effekt, og det ved Tarantino naturligvis bedre end de fleste. Men hvad er sadistisk vold (inklusive den mest voldsomme opkast på denne side af ’Eksorcisten’) oven på to timers klaustrofobisk tomgang uden skyggen af emotionelt eller intellektuelt stimulerende historiefortælling (karaktererne er ikke bare dårlige mennesker, de er uden et gran af genkendelig menneskelighed)? Det føles stump og meningsløst.
At se ‘The Hateful Eight’ til ende er lidt som at se en engang stor skuespiller stivne midt på scenen uden skyggen af en erindring om, hvad det er for en linje, han skal levere.
8. ’Django Unchained’
Enkelte scener i ’Django Unchained’ er bestemt en opvisning i det burlesk morsomme, især i filmens første halvdel, hvor Christoph Waltz folder sig ud som tysk dusørjæger/tandlæge (!).
’Django Unchained’ kan med nogen ret ses som en opfølger til ’Inglourious Basterds’, da den benytter sig af samme kontrafaktiske fortælleform for at give fortidens ofre mulighed for at få hævn over deres bødler. Hvor det i ’Inglourious Basterds’ var jøder, der dræbte nazister med bål, bomber og baseballbat, er det i ’Django’ de undertrykte sorte slaver, der gør op med onde, hvide plantageejere.
’Django’ er Tarantinos med afstand mest ujævne film. Hvor første del er et til tider veloplagt, men ufokuseret spoof over (spaghetti)western-genren (med Christoph Waltz i sit burlesk morsomme hjørne som den tyske tandlæge/dusørjæger Hans Schultz, der taler et så sofistikeret engelsk, at amerikanerne mister mælet), så er anden del en uskøn blanding af melodrama (Jamie Foxx og Kerry Washington er i centrum for en tam kærlighedshistorie) og splatter.
Jeg har lidt svært ved at finde en passende moralsk stillingtagen til materialet i Tarantinos valg af, at sorte slaver bliver brændemærket, flået til døde af gale hunde og dræber hinanden i såkaldte mandingo-kampe (en slags menneskelig parallel til hanekampe, der dog aldrig fandt sted i virkelighedens Syden!), mens hævnfantasien udarter sig til en grinagtig splatterfarce af sprøjtende teaterblod, i det øjeblik bødlerne står for.
Hævn spiller en vigtig rolle i de fleste Tarantino-film (og især i de senere af slagsen), men her bliver det for første gang trivielt, i takt med at Tarantinos overdrevne stiliseringer hober sig op. Man savner de tempererede sætstykker, fornemmelsen for det nøgterne og beregnende og, ikke mindst, den menneskelighed, Tarantino også bemestrede i 1990’erne.
Tarantinos manuskript indeholder som altid gyldne øjeblikke, men det er sigende, at Jamie Foxx ser rådvildt til, og Leonardo DiCaprio forsøger forgæves at kanalisere samme diabolske energi som Waltz, der boltrer sig som Emil fra Lønneberg på juleaften.
Da Waltz’ figur, Hans Schultz, dør, mister filmen (alt for tidligt) sit greb i tilskueren. Og det ender antiklimatisk.
7. ’Death Proof’
Man kan diskutere, om ’Death Proof’ tæller mest som Tarantinos unødvendige vanity project eller et befriende frikvarter fra de mere ambitiøst udfoldede fortællinger.
Måske skal en mand nogle gange bare have lov til at have det sjovt uden tanke på den dybere sammenhæng(ende fortælling)? Oven på den tidskrævende og udmarvende ’Kill Bill’-dobbeltmenu er det måske ikke så underligt, at filmskaberen valgte at genoplade de kreative batterier med netop en film som ’Death Proof’ (der i USA blev udsendt som ’Grindhouse’ sammen med Robert Rodriguez’ ’Planet Terror’, men fik separat europæisk premiere, da grindhouse-konceptet gav et ringe finansielt udbytte stateside).
’Death Proof’ er rendyrket exploitation-horror uden de nuancer og de fortællemæssige greb, der præger resten af Tarantinos oeuvre. Som sådan er filmen en parentes i hans filmografi, men den har bestemt sine guilty pleasure-øjeblikke, ikke mindst poledancing-sekvensen på køleren af en bil i vild jagt og nogle af de scener, hvor filmens primære hovedkarakter (så længe det varer), Stuntman Mike (spillet med en god blanding af sammenbidthed og nydelsesfuld sadisme af Kurt Russell), regerer.
Hævnmotivet stikker også sit ansigt op i ’Death Proof’, hvor kvindernes hævn på den dumme/onde/ynkelige mand er i fokus. Gemmer der sig en feminist inde bag Tarantinos skælmske ydre? I så fald er det en feminist, der glæder sig ved synet af særdeles letpåklædte hævnersker og af kvinder, der får revet lemmerne af i slowmotion…
6. ’Inglourious Basterds’
Tarantinos nye, historierevisionistiske film er måske nok ujævne, men de har også vist sig at have en meget stor publikumsappel.
’Inglourious Basterds’ blev således set af lige så mange som så de to ’Kill Bill’-film tilsammen (og ’Django’ fortsatte himmelflugten tre år senere med en global indtjening på næsten 500 mio. dollars). Hvis de fleste kritikere har en tilbøjelighed til at anføre, at Tarantino lavede sine bedste film i 1990’erne, vil biografpublikummet derfor nok protestere.
Filmen om et jødisk tæskehold (anført af Brad Pitt), der tager kampen op mod nazisterne under Anden Verdenskrig er en skiftevis frydefuldt kildrende omgang kontrafaktisk historieskrivning og en tonalt og tematisk rutsjebanetur, der veksler mellem det sublime, det fjollede og det ideforladte. Til det første hører indledningssekvensen, der afslører Tarantinos forkærlighed for Sergio Leone og Ennio Morricone: En hændervridende intens scenesetter.
Christoph Waltz stråler som Hans Landa, det måske ultimative bevis på Tarantinos evne til at caste de rigtige (og i det her tilfælde, ubeskrevne) skuespillere i de helt rigtige roller. Waltz’ distingverede og fingeret vennesæle sadisme er båret af millimeterpræcis timing. Se fx scenen, hvor han sidder over for Melanie Laurents unge jødinde, Shosanna, (formentlig) velvidende, at hun undslap husinspektionen få år tidligere (jævnfør åbningsscenen). Bare måden han tygger sin apfelstrudel på er uforlignelig.
Laurent er overbevisende, det samme er Diane Kruger som den tyske filmstjerne/dobbeltagent Bridget von Hammersmark. Mindre vellykket er sekvenserne med Brad Pitts’ ’Basterds’-slæng, Daniel Brühl som tysk krigshelt i det tyskbesatte Paris og hele den kulminerende biografbrand (med attentatet på Hitler), der faktisk er væsentlig mindre spændende og engagerende som den store finale, end man kunne forvente fra en så skarp manuskriptforfatters hånd.
Tarantino jonglerer med mange bolde i ’Inglourious Basterds’, og han griber mange, men ikke alle med samme elegance, som Hans Landa taler samtlige europæiske hovedsprog.
5. ’Kill Bill Vol. 1’
Tarantino har altid arbejdet med den rastløse skabers blanding af nonchalance og nysgerrighed efter at se, om det virker.
Pletskud blander sig således med vildskud i et rasende tempo. Han er besat af en indre fanboy, der slet ikke kan lade være med at prøve lidt for mange ting af. Han har supernørdens tankesæt, og det er ikke altid, supernørden lader sig styre af en koldt beregnende auteur-hjerne, der kan bevare overblikket, når lystimpulserne tager over.
’Kill Bill’-filmene er en ordentlig mundfuld, der indeholder nogle af de bedste og værste sekvenser i Tarantinos filmografi, men selvom helheden er overspændt og måske ikke helt så stærk som de stærke enkeltstående øjeblikke, mister man aldrig helt interessen for, hvor filmskaberens kulørte hjerne er på vej til at tage os hen.
Uma Thurman er fortræffelig som vores altdominerende heltinde, The Bride (eller Beatrix, eller ’Black Mamba’, som en del af lejermorderfællesskabet ’Deadly Viper Association Squad’), der har gjort det til sin livsmission at gøre op med Bill (David Carradine), der forrådte hende så grusomt på hendes bryllupsdag.
Hvis denne eksplosion af martial arts og postmoderne genreleg kan siges at have en emotionel kerne, så er det, fordi vi som publikum investerer noget i Thurmans sårbart-stærke hævnerske. Den afsluttende kulmination med the ’Crazy 88’ (hvoraf de 87 bliver dræbt, og den ene slipper med en omgang spanking!) i The House of Blue Leaves er et frydefuldt iscenesat klimaks, der er en både fortællemæssig og æstetisk katarsis, som bærer hele resten af filmen på sine skuldre.
Det er ikke alle fortællingens digressioner, der fortjente at slippe uskadt gennem klipperummet – fx kunne historien om O-Ren (Lucy Liu) sagtens have været trimmet væsentligt ned – men det er samtidig glæden ved og udnyttelsen af digressionen som filmisk krydderi, der kendetegner Tarantino, og hvorigennem de henter meget af deres magi.
4. ’Kill Bill Vol. 2’
Anden del af ’Kill Bill’-sagaen vinder en snæver sejr på point over etteren, måske fordi Tarantino på mange måder er lidt mere på (amerikansk) hjemmebane i toeren og derfor også får mulighed for at demonstrere flere af sine styrker fra sin indledende trio af triumfer fra 90’erne.
I centrum er den præcist udfoldede ’levende begravelse’ af The Bride, som er Tarantino, når han er allermest hellbent på at forløse en af sine gode ideer. Han tager sig i ’Vol. 2’ ganske enkelt bedre tid til at fortælle færre, mere udfoldede historier end i ’Vol. 1’, og han gør det med udgangspunkt i western-troper snarere end i de martial arts- og exploitation-pasticher, der både er en styrke og en svaghed ved den første film.
Et af filmens sidespring, Beatrix’ oplæring ved kung fu-mesteren Pei Mei, peger tydeligst tilbage på ’Vol. 1’, men opgøret med Daryl Hannahs enøjede dræber står stærkere.
Ellers er det, som om Tarantino er mindre optaget af vold, drab og blod i ’Vol. 2’, der – om end volden altid lurer som en mulighed/trussel under fortællingen – lige så meget er en tragediebevidst meditation over emner som hævn, familie og tilhørsforhold, ikke mindst i den uundgåelige genforening med Bill i filmens slutning.
Det er sigende, at Tarantino her ikke kan lade være med at sætte fokus på den følelse af svigt og sårethed, der ligger bag The Brides udmarvende hævntogt – og de filosofiske og eksistentielle aspekter, der følger. Der er ganske enkelt for meget på spil til, at Tarantino kan nøjes med at lade blodet sprøjte. Det er derfor sigende, at Bill dør en langt mindre splatteragtig død end The Brides ofre i ’Vol. 1’.
Selvom de to film er indbyrdes meget forskellige både fortællings- og formmæssigt, så kan etterens voldsorgier og hævnlogikker dog siges at føre ret elegant op til toerens mere afmålte psykodrama på den måde, at det første afslører, hvor indlejret en del af menneskelige relationer hævnen og voldens dynamikker er, og at intet ender uafgjort, når vi taler hævn. Vold avler ubønhørligt ny vold, selvom den kan føles nok så rensende.
Måske er det faktum, at den hævnende selv er næste navn på listen en del af attraktionen ved den dødsensfarlige leg? Således er der også lagt nydeligt op til den treer, Tarantino formentlig aldrig får realiseret: ’Kill Beatrix’…
3. ’Reservoir Dogs’
En af de ting, man som fan ofte vil blive konfronteret med, er spørgsmålet om, hvorvidt Tarantino er sadist eller ej? Hvis man svarer enten for hurtigt ja eller nej til det spørgsmål, tror jeg, man gør det med risiko for at tage for let på den dobbelthed, der er på spil i instruktørens udpenslede vold.
Torturscenen med det afskårne øre i debuten fik allerede tidligt etableret Tarantinos ry som en grænseoverskridende filmskaber uden et finindstillet moralsk kompas. Men her overser man, at den nøglescene faktisk har en moralsk kerne (godt gemt væk bag den afstumpede vold og de hurtige replikker): Harvey Keitels Mr. White står netop plantet i en situation, hvor han må se i øjnene, at han er lige så umoralsk et væsen som den sadistiske Mr. Blonde (Michael Madsen), hvis han ikke står op imod denne.
Man kan ikke gradbøje det onde: Du gør det onde ved ikke aktivt at søge det gode i enhver given situation.
Filmen åbner med et i dag klassisk øjeblik: Gruppen af håndlangere sidder om et bord og diskuterer den dybere mening med Madonnas ’Like A Virgin’: Mere end noget andet var det måske øjeblikket, der indvarslede den uafhængige films friske pust i 1990’erne. Og det er næppe et tilfælde, at scenen tager udgangspunkt i det foregående årtis måske største populærkulturelle ikon. Det var et vink med en vognstang: Skellet mellem indie og mainstream, mellem populærkultur og finkultur, skulle brydes ned.
Måden Tarantino håndterer sin fortælling på (med en langsomt opklarende brug af flashbacks) og det, at selve kernen i filmen er et kup, vi end ikke får at se, viser hans finesse som fortæller.
Ellers finder vi alle instruktørens trademarks lige fra karrierens get go: Populærkulturreferencer som dynamit under dialoge og et 1970’er-osende soundtrack, men også hans evne til at insistere på, at der bag det postmoderne, smørrede grin gemmer sig en kerne af vold, chok og virkelige følelser, når alt står på spil, og livet hænger i en tynd tråd.
2. ’Pulp Fiction’
Det kan godt være, at ’Reservoir Dogs’ bar den samme kim i sig som ’Pulp Fiction’, men nogle gange handler det om timing. Og timingen var der i 1994, da Tarantino skruede op for alle lamper og leverede sit definitive mind rush af en fortælling.
Sagen er jo den, at ’Reservoir Dogs’ blev en klassiker på efterbestilling, for det var dens efterfølger, der sparkede alle døre ind og fik menigmand i biografen. 90’erne var ankommet – og de lignede en ond drøm fra 1970’erne.
’Pulp Fiction’ har en handling (den har faktisk tre), men den er i sin grundform mindre umiddelbart plotorienteret end ’Reservoir Dogs’. Den er mere åbenlyst postmoderne, cirkulær og selvrefererende – og stiller sig derfor også an som en større udfordring for den mere gængse filmkunst, fordi den bryder denne ned efter de fleste parametre.
Uanset hvor mange gange man ser den, bevarer den sin friskhed. John Travoltas Vincent, der inviterer sin chefs kone (Uma Thurman) ud at spise og danser med hende på den uforlignelige ’Jack Rabbit Slim’s’, Samuel L. Jacksons bibelciterende hitman, samtalerne om franske burgere (a royale with cheese), Christopher Walkens ’guldur’-monolog (som han leverer med et uforligneligt straight face), gruen i Zeds kælder, og man kunne blive ved.
De knivskarpe dialoger, det træfsikre persongalleri og de forrygende sætstykker fyger over lærredet som velrettede karatespark.
Hvad handler ’Pulp Fiction’ om? You tell me. Gode bud er skæbne, tilfældighed og værdien af at være cool.
Eller måske handler den dybest set om, i hvor høj grad QT elsker filmhistorien og, ikke mindst, elsker gode skuespillere, der får lov til at folde sig ud på et bagtæppe af de ord, han elsker næsten lige så højt.
1. ’Jackie Brown’
Gad vide, hvor mange der mon følte sig overbeviste om, at ’Jackie Brown’ var et mesterværk, da de så filmen første gang i 1997? Jeg er ret sikker på, at jeg personligt ikke havde specielt høje tanker om den. I forhold til ’Pulp Fiction’ var den kedelig, langtrukken og temperamentsforladt.
Med årene er jeg (og mange andre, tror jeg) blevet klogere: ’Jackie Brown’ er Tarantinos mest helstøbte (og, vil jeg tilføje for god ordens skyld, mest modne) film.
Hvor ’Pulp Fiction’ er sanseberusende på grund af alle dens skarpladte enkeltscener og sin fortællekonstruktion, er ’Jackie Brown’ en fuldendt film med sin helt egen rolige rytme og sin helt egen omstændelige, men overbevisende plotafvikling og karakterudlægning.
Ligesom i ’Kill Bill Vol. 2’ ser Tarantino ingen grund til at udpensle volden i ’Jackie Brown’: Vi ser fx ikke Ordells (Samuel L. Jackson) mord på Chris Tuckers småfisk af en kurer eller Robert De Niros ellers ret chokerende mord på Ordells kæreste, spillet med forbilledlig hjernetomhed af Bridget Fonda.
Både Pam Grier og Robert Forster spiller deres centrale helteroller temmelig straight. De er på sin vis med i en anden film end Jackson og De Niro, men omvendt er der good guys og bad guys, og selvom sidstnævnte får os til at grine mere end førstnævnte, så hepper vi i den grad på Griers titelfigur af en stovt stewardesse fanget i et speget spil om penge og Forster som kautionisten Max Cherry, to af Tarantinos elskede filmansigter fra det årti, 1970’erne, som han har dyrket mere end noget andet i sin filmikonografi.
Tarantino tillader sig en skæppeskøn afvigelse fra en ellers klassisk stram plotafvikling, da vi får lov at opleve den centrale pengeudveksling i et storcenter fra flere forskellige perspektiver, der naturligvis ikke helt stemmer overens. Det er en af Tarantinos mest diskret øjenåbnende scener i karrieren, forstået på den måde at han ikke behøver forlade sig på staffage og effekter af enten voldelig eller verbal karakter for at hive beskuerens puls i vejret.
Det er kun passende, at storcenterscenen er i centrum i netop ’Jackie Brown’, Tarantinos bedste (ja, sgu!) frem for mest iøjnefaldende, gnistrende, vanvittige eller zeitgeist-y film.
‘Once Upon a Time in Hollywood’ kan ses på Blockbuster.
Læs også: Mere end stil og vold – hvad Quentin Tarantinos film egentlig handler om på et dybere plan
Læs også: Anmeldelse af ‘Once Upon a Time in Hollywood’