Quentin Tarantino laver tilsyneladende alt andet end sin sidste film for tiden.
Nu har instruktøren landet sin første store skuespilrolle, siden han spillede over for George Clooney i Robert Rodriguez’ kultfilm ‘From Dusk Till Dawn’ fra 1996, skriver Deadline.
Vi har at gøre med dramaet ‘Only What We Carry’ af den walisiske instruktør Jamie Adams, som lige har færdiggjort optagelserne i Frankrig. Tarantino indtager en betydelig birolle og får selskab af blandt andre Simon Pegg, Charlotte Gainsbourg og Sofia Boutella (‘Climax’, ‘Rebel Moon’).
Sidstnævnte spiller hovedpersonen Charlotte, der vender tilbage til sin hjemby i Normandiet, hvor hun ser fortidens hemmeligheder i øjnene, hvilket rusker op i lokalmiljøet, som Tarantinos karakter ved navn John Percy altså er en del af.
Tarantino har siden årtusindeskiftet mest gjort sig i mindre cameos i sine egne film, senest i ‘Once Upon a Time in Hollywood’ fra 2019.
Han har som bekendt ikke udset sig sin efter sigende sidste film endnu, efter han skrottede både en ‘Star Trek’-film og 70’er-fortællingen ‘The Movie Critic’.
Et tredje droppet manuskript har ingen ringere end David Fincher imidlertid overtaget. ‘Seven’-instruktøren er således i gang med at lave en opfølger til ‘Once Upon a Time in Hollywood’ med Brad Pitt tilbage i rollen som Cliff Booth.
