Efter succesen med 12-års-projektet ‘Boyhood’ er Richard Linklater tilbage med en film, der at dømme ud fra den nye trailer har en hel del tilfælles med de film, han brød igennem med i starten af 90’erne: Henslængte, atmosfæriske, løst strukturerede beskrivelser af ungdommens vildskab, dovenskab, rastløshed og melankoli.
‘Everybody Wants Some!!’ er da også en åndelig opfølger til highschool-klassikeren ‘Dazed and Confused’. Denne gang befinder vi os i et college i 80’erne, og i centrum er medlemmer af skolens baseball-hold, der umiddelbart går mere op i at slå hinanden i bordtennis, score damer og drikke sprut end at præstere på banen.
Det ser lyst, lystigt og stemningsfuldt ud, og filmen har da også fået en glimrende modtagelse i de første amerikanske anmeldelser.
Ensemblet består primært af ukendte kræfter, men når man tænker på, at ‘Dazed and Confused’ var med til at lancere navne som Matthew McConaughey, Milla Jovovich, Ben Affleck og Adam Goldberg, er der en god chance for, at det er kommende stjerner, vi får en forsmag på i traileren til ‘Everybody Wants Some’.
Den danske premieredato er endnu uvis.