Alex Høgh Andersen om ’Vikings’-rollen: »Jeg kravlede rundt på et hotelværelse i tre uger«

Alex Høgh Andersen har i den spæde alder af 22 år landet en hovedrolle som en af historiens mest frygtede vikinger i History Channels populære serie ’Vikings’. Her er hans ’Vikings’-eventyr fortalt med hans egne ord – fra ærgrelsen over en misset Kendrick Lamar-koncert til en hårdfør velkomst på settet og et grydehår, der pludselig trendede på de sociale medier.

Til søs

»Det hele startede efter min filmhistorieeksamen på film- og medievidenskab sidste sommer. Jeg cyklede hjem for at lære replikkerne til det her self-take på ’Vikings’, som jeg skulle optage, og to uger senere sidder jeg i en bil på vej til Stockholm midt under Roskilde Festival for at gå til en 20 minutters casting på serien. Da jeg sad der på bagsædet, ærgrede jeg mig over at misse Kendrick Lamar for en rolle, jeg sikkert alligevel ikke fik.

Men tre uger efter blev jeg inviteret til Dublin sammen med 12-14 andre gutter. Jeg var faktisk ikke engang til casting på Ivar the Boneless, men på de tre andre brødre. Men casteren Frank Moiselle kom hen til mig og spurgte, om jeg ikke lige kunne prøve Ivar af. Jeg svarede lidt tøvende, at det kunne jeg da godt, og prøvede så intenst i en halv time at lære rollen efter at have nuppet manuskriptet fra en af mine konkurrenter.

Så skulle jeg spille Ivar foran serieskaberen Michael Hirst og de vigtigste producenter, og jeg anede jo ikke en flying fuck om den karakter. Jeg fuckede op i både første og andet take, og tredje gang fik jeg så nailet den. Jeg synes, jeg hørte Michael Hirst klappe, men faktisk er det hele et stort blur for mig, fordi det var så surrealistisk.

Fem dage senere kunne min agent fortælle mig, at jeg have fået rollen, og jeg spurgte ham om hvilken rolle, for det havde jeg absolut ingen idé om! Og han sagde ’noget med Ejvar, Ivar’, og jeg blev så glad. Jeg kunne klart mærke, at han var den mest spændende karakter, og at han kunne blive en hovedrolle. Hirst har faktisk i et interview med IGN fortalt meget om min casting, og hvorfor jeg fik rollen, hvilket var ret interessant at læse, for det havde jeg ikke hørt før«.

Slagets forberedes

»Hvis man googler Ivar The Boneless, som var en rigtig person, så finder man ud af, at han er en af de største og mest frygtede vikinger, der nogensinde har levet. Han blev konge af Irland, overtog Dublin og oprettede York. Så no pressure, tænkte jeg!

Men det, der er mest interessant ved ham, er, at han lider af det, der på engelsk hedder cripling bone disease, og fra han bliver født, kan han ikke gå. Allerede der er der sindssygt meget at tage fat i som skuespiller, for du har en handicappet karakter, der bliver set ned på i en meget fysisk vikingekultur.

Alex-hoegh-vikings-2
Det nye ‘Vikings’-kuld: Hvitserk (Marco Islø), Ivar (Alex Høgh Andersen), Ubbe (Jordan Patrick Smith) og Sigurd (David Lindstron).

Det fysiske element har gjort, at jeg måtte kravle rundt, og det er en kæmpe udfordring at skulle spille så meget med øjnene og overkroppen. Du kan jo ikke bare stå på dine ben og koreografere scenen, som du vil. Faktisk har de scener, jeg har været med i, tit startet med spørgsmålet ’nå, hvor skal Alex sidde?’ – og så bliver jeg placeret et eller andet sted, haha.

Han minder for mig om Tyrion Lannister i ’Game of Thrones’, som er blevet et stærkt menneske mentalt, fordi han altid forsøger at kompensere for sit handicap. Og det er virkelig et privilegie at have en karakter, der er så udfordret både fysisk og psykisk. Ivar har kæmpet sig igennem det hele som en lone wolf og bogstaveligt talt kravlet gennem mudder, lort og lagkage – og det var nogle hårde optagelser for mig her i januar-februar, hvor det irske vejr er ret så ubarmhjertigt.

Jeg forberedte mig da også på rollen ved at ligge og kravle rundt på hotelværelset i tre uger«.

I kampens hede

»Jeg ankom i al hemmelighed til Dublin, to-tre uger efter jeg havde fået rollen, og skulle være der fra slut august 2015 til marts 2016 – og det var fuldstændig fantastisk. Det var en lille familie på 200 mand, og hvis der ikke var minimum to kraner på settet, så var det en skuffende dag. Jeg har lavet en scene, hvor der var ni kraner og fire kameraer, og det har generelt bare været en fuldstændig vild oplevelse.

Første dag på settet var vi nye skuespillere, der skulle spille de fire brødre, drønnervøse og sked grønne grise en masse. Vi anede ikke, hvad der skete, og hvordan og hvornår. Så kommer der en 50+ irer med stort I fra Art Department hen til os og siger: ’Hvis I fucker op, så har de 200 mennesker ikke noget arbejde næste år. Men velkommen!’ Og for helvede, hvor blev vi nervøse. Men vi lærte også at få respekt for faget.

Det går rigtig stærkt på sådan et set, og fokusset ligger selvfølgelig på budgettet. Der er ikke meget tid og kreativ frihed, men heldigvis har vi skuespillere kunnet få en vis frihed til at spille, som vi ville. Der har ikke stået en producer og skældt os ud, hvis vi ikke gentog manuskriptet linje for linje, og jeg har haft en mailkorrespondance med Michael Hirst om min egen karakter og haft indflydelse på manuskriptet. Det er vanvittigt fedt og vildt lærerigt«.

Efterspillet

»Fansene har reageret meget positivt. Åbenbart er min frisure, det der grydehår, blevet en ting på de sociale medier sammen med hashtagget #TeamIvarTheBoneless, så det er ret vildt. Og måske stukket en lille smule af. Det er i hvert fald ret mærkeligt.

Og bare det at se, hvordan Deadline.com breakede nyheden, og hvordan alle andre medier, både internationale og danske, fulgte med, var rigtig vildt. Jeg har virkelig været overrasket over, hvordan Danmark tog imod det, og hvordan mange medier skrev om det.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Men jeg kan også se på de sociale medier, at mange indtil videre har en meget endimensionel opfattelse af Ivar og bare ser ham som en lille stjernepsykopat. De har simpelthen ingen anelse om, hvad der kommer til at ske«.

Næste togt

»Jeg har ikke rigtigt tid til andet end ’Vikings’ lige nu. Mine agenter i L.A. prøvede at se, om jeg kunne presse en lille rolle ind over julen, men det var ikke muligt, når nu jeg skal tilbage og filme femte, sjette og måske syvende sæson af serien. Så de ejer mig lidt på ’Vikings’, kan man sige.

Ivar the Boneless kommer igennem en masse spændende ting i anden halvdel af sæson 4. Jeg har skullet skabe en karakter, som publikum har skullet sympatisere med, for ellers ville de slet ikke acceptere alt det slemme, han kommer til at gøre. Det er den balancegang mellem at skulle spille en bad guy, som folk samtidig skal kunne lide, jeg har prøvet at ramme.

Vi kommer til at se ham som en observerende, ensom karakter, der er blevet drønintelligent og manipulerende – og en lille psykopat. Og jeg kan da sige, at jeg slår nogle mennesker ihjel. På et tidspunkt fem-seks stykker på én gang«.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af