Den nye single ‘Holiday’ er skrevet og lavet under First Hates turné i Kina, så på den måde er der ikke så meget hokus-pokus indblandet i titlen (hvis man ser bort fra, at turné rent faktisk er arbejde). Til gengæld er der masser af synthmagi på færde hos den Roskilde-aktuelle duo, der denne gang fæstner grebet endnu hårdere om 80’erne.
Men det er som altid ikke uden sikker tæft, at Anton Falck Gansted og Joakim Nørgaard overtager depechen fra det populære årti, for nu at udtrykke det lidt kamufleret. ‘Holiday’ ruller på et stramt, næsten klubegnet beat, som synkoperes af digitale korstemmer og omfavnes af klassiske dancemelodier på keyboardet.
Den patosstemte vokal fremmaner mere end tidligere melankolsk goth-gospel i effekternes katedraler, og det er med en ultrafin balancegang mellem det festglade og det dystopiske. Der er imidlertid ingen tvivl om, at musikvideoen afspejler en gedigen optur fra turnélivet i Asien, hvor bandet tilsyneladende fandt tid til at nyde lidt kultur og holde lidt ferie mellem deres shows.
Resten af året er kalenderen dog godt pakket med nye shows, der blandt andet sender bandet til USA, London og Paris, men det hele sparkes altså i gang med koncerten på Roskilde Festival om mandagen på Countdown.