Jeff Nichols har med blot en håndfuld film slået sit navn fast som amerikansk films måske mest lysende talent, en visionær filmmager in spe med et sikkert greb om vidt forskellige stemninger og genrer. Med ’Take Shelter’ krydsede han det ildevarslende med det basalt rørende i en knitrende original katastrofefilm, og i mesterværket ’Mud’ trak han på coming of age-genrens kanoniserede titler i et atmosfærisk sydstatsdrama med Matthew McConaughey på flugt.
Hans forrige film ’Midnight Special’ ramte af uransagelige årsager ikke de danske biografer, men vi krydser fingre for, at ’Loving’ finder vej til andedammens lærreder.
Filmen udfolder sig i staten Virginia, hvor en afroamerikansk kvinde (Ruth Negga fra ’Preacher’) og en hvid mand (Joel Edgerton) finder kærligheden til det dogmatiske samfunds udtalte fortrydelse. De flås fra hinanden af ordensmagtens racister, men nægter at lægge låg på deres følelser og indleder en retssag med potentiale til at ændre selve den amerikanske forfatning.
’Loving’ fik store roser på årets Cannes-festival, hvor den deltog i hovedkonkurrencen, og den nævnes allerede som en kandidat til næste års Oscar-priser. Den kan således vise sig at være sendt fra himlen for et akademi, der efterhånden må ønske at bortviske #OscarsSoWhite-stemplet.