»Viggo Mortensen har aldrig været castet bedre«.
Sådan skrev vores filmredaktør om ’Captain Fantastic’ fra Cannes-festivalen, hvor filmen erobrede mange hjerter og tilmed vandt en pris for ’Bedste instruktion’ i sidekonkurrencen Un Certain Regard. Nu kan du se den før alle andre, når vi onsdag den 3. august holder forpremiere på filmen i Empire Bio.
I den livsbekræftende indie-film opdrager Mortensen sine børn i en hippie-hjemmeskole i skoven, hvor der nørdes kvantemekanik, esperanto og diskuteres filosofiske paradigmer langt væk fra hverdagens ræs. Familien tvinges dog væk fra deres frizone og ind i kløerne på det etablerede samfund, da deres bipolære kone og mor tager sit eget liv.
Herfra følger en lige dele melankolsk stikkende og opløftende morsom skildring af de skæve eksistensers møde med alt fra Xbox-konsoller til frysemad. Den finurlige rejse gennem USA vækker minder om ’Little Miss Sunshine’, og ligesom i det Oscar-nominerede indie-hit er det umuligt ikke at knuselske lærredets originaler fra Mortensens idealistiske hippie til børneflokken, der med vekslende held forsøger at gebærde sig inden for samfundets knirkende rammer.
Filmens instruktør, Matt Ross, har tidligere slået en tyk streg under sit komiske talent: Han spiller Hoolis CEO Gavin Belson i ’Silicon Valley’.
Køb billet til forpremieren HER og tilmeld dig eventet HER.
Soundvenue Forpremiere
Empire Bio
3. august kl. 20.00