1. Thomas Knak
At Thomas Knak hentes ind i en forventning om sommerhed gadefest understreger endnu en gang både Strøms Festivals innovative klasse og alvorsambition. Med sin legende tilgang til lydfrembringelse og mange vidt forskellige typer set-ups, der dog alle sammen bunder i en ambient, elektronisk nyskaberrolle, var det umuligt at forudsige Knaks take på Den Røde Plads lørdag eftermiddag.
Han tunede sin volumenknap ind efter de skiftende klangmæssige omstændigheder og ramte til tider en nærmest genial kobling mellem lyd- og vejrforhold. Vokalsamples og flere, lidt bistre, soulede indslag rungede fint op mod det tunge, truende skydække. Når publikum så søgte ly for en passerende byge, fandt han for alvor ind til sit avancerede computernørderi af lydlig elasticitet og decideret symfonisk knitren. Viljen til at udvide den housemæssige horisont skinnede klart – også efter hans bidrag, hvor Bremer/Mccoys tangenter og kontrabas tog over med modig, halvakustisk improvisationsatmosfære.
2. Contours
I et lille augustparadis mellem råt træværk og lavendel fandt dansegulvsscoopet Contours en spirende houserytme frem i de forsigtige solstriber. Øens indbydende havefest med Berlinerpuls og bløde dubbeats ramte i sin repræsentation af Contours et af eftermiddagens mindre peaking points forud for det senere Rush Hour-brag.
Decket viste alle sider frem af en livlig veloplagthed og insisterede på den organiske klubstemning, så det smittede af på folks fugtige sneaks og fik dem til at flytte sig taktfuldt hen over asfalten. Trommesporene, der sammen med de langstrakte synthflader dominerede settet, flød fængende ind over hinanden i både hastighedssøgning og kølige claprytmer. Den dybt melodiske atmosfære var et helt rigtigt fundament for folks regndråbeglitrende solbriller og plastikkrus.
3. AV AV AV
Disse herrer behøver bestemt ingen nærmere præsentation. Den farlige, førsteklasses effekttrio manifesterede tørvejret som en sidste tungt overhængende skyformation inden solnedgang, hvor de som rene mixerherskere sparkede aftenen ned. Sådan som de fra hver deres elektroniske felt fik et liveset til at spille på en imponerende stemningsfuld sammenhæng kunne kun formå at please stort set hver eneste forskellig frisure blandt publikum. Genren var frem for alt elektronisk koncentreret fest i den ægte, Københavnske gadeatmosfære.
Glimtvis mellem de strålende sikre ep-hits kiggede discoagtige sommervibes forbi og udgjorde dagens helt uomgængelige festivalstemning. Så der er ikke noget at sige til, at der var rift om selv fortovspladsen – det ivrige publikum vidste det, og de fik det sidste, Københavnske feriefix, de var kommet efter.