‘The Girl with All the Gifts’: Et friskt indspark til zombieapokalypsegenren
Har verden brug for flere film om zombieapokalypser?
Når zombier anvendes mest interessant, bliver de et redskab til at sætte fokus på noget andet. Det kan være menneskelig selvopholdelsesdrift på godt og ondt, miljøforurening, uetiske videnskabelige forsøg, genmanipulation eller biologiske våben – zombierne gør historien mere appetitlig for nu at bruge et upassende ord.
En sådan tilgang til zombie(post)apokalypsen har ’The Girl with All the Gifts’. Her er fokus på naturens/evolutionens hensynsløse fremmarch. Zombierne er opstået efter en infektion af svampe, der sætter sig fast i deres kognitive systemer og udløser deres zombieadfærd. Derudover er de temmeligt almindelige, ’hurtige’ zombier (i modsætning til den langsomme, stavrende art), der smitter ved bid og skal skydes i hjernen. Det skal bemærkes, at filmen gentager en irriterende konvention for zombiefilm, nemlig, at de eksisterer i et univers uden zombiefiktion. Ordet zombie bliver derfor ikke nævnt, de kaldes derimod ’hungries’.
Da vi kommer ind i filmen, er der gået mange år siden udbruddet. Menneskeheden har forskanset sig i stærkt bevogtede områder, hvor videnskabsfolk desperat prøver at finde en kur. Nøglen til denne kur ligger i den anden generation af inficerede ’hungries’. Det er børn, som lever i symbiose med svampeinfektionen og kan kontrollere deres dyriske instinkter, så længe lugten af kød ikke direkte pirrer deres næsebor. En sådan pige er Melanie (en fremragende præstation af debuterende Sennia Nanua), som måske er nøglen til kuren, som Dr. Caldwell (Glenn Close) forsøger at syntetisere.
De to tvinges sammen med den hårdkogte sergent Park (Paddy Considine) og den barmhjertige lærer Miss Justineau (Gemma Arterton), væk fra militærbasens trygge murer og gennem et overbegroet og overrendt London.
Det er et ret klassisk udgangspunkt for genren, og karaktertegningen er da også lovlig stereotyp – fornuft, barmhjertighed og kynisme delt op på videnskabsmanden, læreren og soldaten. I denne konstellation udgør Melanie en forfriskende variation. Hun er klassens duks, der er håbløst forelsket i sin lærerinde Miss Justineau, og som altid hilser venligt godmorgen med navn til de bryske soldater, der hver morgen henter hende fra hendes celle ved geværløbets munding.
Samtidig kan hun pludselig gå i zombiemode og dyrisk flå en kat fra hinanden med tænderne, hvilket skaber en interessant kontrast. Det åbenlyst mest revolutionerende ved filmen er at placere kilden til infektionen i svamperiget. De ældre inficerede begynder at have svampeudvækster i ansigtet, og især deres næste evolutionære trin er temmelig mindblowing. Det ville alt sammen være en unik og genial fortælling, hvis ikke det hele var set før i det fremragende Playstation-spil ’The Last of Us’ fra 2013.
Mike Careys bog af samme titel fra 2014 ligger til grund for manuskriptet bag ’The Girl with All the Gifts’, som han også har skrevet. Jeg vil ikke beskylde nogen for at plagiere, jeg kan bare konstatere, at der er påfaldende mange sammenfald i både præmis, plot og karakterer, og desværre for filmen kommer ’The Last of Us’ ud i førerposition. Det er simpelthen bedre udført og en mere dramatisk fortælling (en af de bedste man kan finde i spilverdenen). Sjovt nok er begge vist inspireret af et klip om svampen Cordyceps i David Attenboroughs ’Planet Earth’, der på samme måde gør sine ofrer til viljeløse zombier.
Men hvis man ikke kender ’The Last of Us’ (og selv hvis man gør), er ’The Girl with All the Gifts’ bestemt seværdig. Den har den helt specielle dystre stemning, som karakteriserer britiske sci-fi-film, ikke mindst arkivmeteren for den moderne zombiefilm, Danny Boyles ’28 Days Later’, som Colm McCarthys film har en del tilfælles med. Selv på et forholdsvis lille budget på fire millioner pund (halvt så meget som ’28 Days Later’) er filmens effekter for det meste overbevisende. Og finalen er spektakulær og original.
Kort sagt:
’The Girl with All the Gifts’ er et forfriskende indspark i urskoven af zombieapokalypsefilm, der lykkes med gode præstationer og et originalt plot, der dog er knap så unikt, som man først tror.