’Needle Boy’: Skolemassakre og eksplicit sex i dansk talents særsyn af en film

Skolemassakrer kommer på dagsordenen med en sørgelig hyppighed. Reaktionen er hver gang den samme. Det er pokkers foruroligende, at morderen i vor midte sommetider kan være nogens sidemand i fysik.

Filmskabere som Gus Van Sant og Lynne Ramsay har hver især behandlet gruen, i henholdsvis ’Elephant’ og ’We Need to Talk About Kevin’. Van Sant skildrede et attentat i noget, der lignede realtid, mens Ramsay fulgte moren til attentatmanden, efter udåden var indtruffet. Selv den hårdnakkede kritiker finder ingen sensationalisme i de film. De flår præcis så meget i hjertet, som alvoren tilsiger.

Jo, Super8-instruktøreren Alexander Bak Sagmo giver sig i ’Needle Boy’ af med et stærkt emne, som ovenikøbet ikke ses beskrevet ofte i dansk film. Midtvejsfilmen er grænseoverskridende på mere end én måde.

Nick studerer på universitetet. En morgen stopper han en skarpladt pistol ind under frakken og tager bussen til skolen. Men han møder blot en mennesketom aula, hvor det går op for ham, at klassekammeraterne samme dag har mistet livet under en sejlads.

Tilfældet frarøver denne would-be-assassin sin hævnakt, kaster ham ud i et nedtursdøgn, som gør hans adfærd tiltagende ekstrem. Det starter med de nærmeste – for Nick har faktisk folk, der holder af ham. Der er kæresten (Marie Tourell Sønderborg) og moren (Marie Louise Wille). Den første er uvidende om, hvilken dæmoni han gemmer på. Den anden aner det måske. Men han sårer dem begge og er i egen selvforståelse løskøbt til at agere dumt svin i supermarkedskøen og klam stodder på diskoteksgulvet.

Kun til en nattefest i skoven synes han at finde ro. Det sker i mødet med en alfeagtig kvinde, som dog forsvinder lige så hurtigt, som hun ankom.

Men kan aldrig vide sig helt sikker på ’Needle Boy’. Det håndholdte kamera er kropsnært på hovedpersonen, hvorfor omgivelserne langsomt begynder at antage et uvirkelighedspræg. Som ønskede det at placere os inde i hans hoved. På samme tid har filmen i Nicklas Sønderberg Lundstrøm fundet et ansigt, der ikke lige sådan lader sig aflæse. Hvis et ægte smil nogensinde har plantet sig på de læber, tænker man, så må det være længe siden. Billedside og hovedrollefundet skaber en interessant friktion.

Friktion er der til gengæld for meget af andetsteds. Vi præsenteres for nogle endog meget eksplicitte sexscener. Nogle gange fungerer det, som da Nick betragter kærestens orgasme. Farveholdningen er kølig, og kvinden ligner for ham én, der vrider sig i smerte snarere end af vellyst.

Men hen i mod slutningen bliver det sværere at se meningen. Da filmen når frem til det store spørgsmål – om hvorvidt pistolen kommer op af frakken igen – har den svælget så meget i klaskende hud, at man lidt har glemt, hvad det hele gik ud på.

Det ændrer ikke ved, at ’Needle Boy’ står som lidt af et særsyn i dansk film. Hjertet forblev bare mere uberørt, end jeg kunne have ønsket.

---

Kort sagt:
Needle Boy har et frygtløs blik på menneskets skyggesider og hovedrollefundet gør indtryk, så man vil bestemt gerne se mere fra holdet. Næste gang med mindre provokationslyst og færre seksuelle eskapader, måske.