Når Jimmy Fallon ikke lader vittighederne flyve i selskab med alverdens celebre bekendtskaber i sit talkshow, har han som regel prominente musikindslag på plakaten.
Det var et netop sådant, der indfandt sig, da husbandet The Roots med mikrofonkonduktør Black Thought i front slog sig sammen med Busta Rhymes og Joell Ortiz for at fremføre nummeret ’My Shot (Rise Up Remix)’ fra det nylige projekt ’The Hamilton Mixtape’.
Det stærkt politiske nummer blev fremført foran både jakkesæt ved et bureaukratisk langbord, foran en talerstol og i selskab med en mindre pøbel af (let akavede) dansere som klar hentydning til den samfundskontemplative rille, nummeret lægger sig i sammen med resten af projektet, det stammer fra.
’The Hamilton Mixtape’ er nemlig en samling af hiphop- og r’n’b-sange, der enten i original eller remixet form afstedkommer fra Broadway-musicalen ’Hamilton’ skabt af Lin-Manuel Miranda. Teaterstykket har nydt gigantisk succes – både kritisk og kommercielt – som kulturelt fænomen for sit ungdommelige take på Alexander Hamiltons immigrantliv i USA, der senere gjorde ham til indflydelsesrig delegat for stormagten.