Nej, Ukendt Kunstner er ikke bare stoppet ud af det blå – det kan vi efterhånden slå fast. Duoen er stoppet med at arbejde på ny musik sammen, men nye koncerter bliver ved med at poppe op, og en mulighed er, at Hans Philip og Jens Ole McCoy tager på en større festivalturné over sommeren for derefter at gå hvert til sit.
Der foreligger ingen beviser, men Ukendt Kunstner er netop blevet annonceret til Nibe Festival i selskab med Aura og Johnny Deluxe feat. Christian Brøns. Den nordjyske festival foregår den 28. juni-1. juli og har også navne som Rae Sremmurd, Suspekt og Emeli Sandé på programmet.
Ukendt Kunstner er også på plakaten til endagsfestivalen Hip Hop For Evigt i slutningen af august, så mon ikke de klemmer nogle flere festivaler ind over sommeren?
Et farvelbrag på Roskilde Festivals Arena-scene? Eller måske ligefrem Orange? Hvis Scarlet Pleasure, Marie Key og Klumben & Raske Penge kan, så kan Ukendt Kunstner fanme også.
Læs anmeldelse: Jens Ole McCoys ’Underverden’-score er en eminent motorcykeltur gennem natten