‘Døde piger lyver ikke’: Netflix-serie om en piges selvmord er medrivende og vigtig
Blandt lange rækker af blå metalskabe skiller ét sig ud på Liberty High School. Overdynget med billeder, blomster og tegninger hylder det eleven Hannah Baker, der tog sit eget liv. Beskeder som »You were so beautiful« og »I miss my Snapchat friend« pryder lågen, og eleverne ærer hendes minde med billeder og hashtagget #neverforget.
Men livet må gå videre. Vi andre kunne næppe have gjort noget for at redde Hannah. Det var jo hendes eget valg begå selvmord… ikke?
Clay Jensen (Dylan Minette) lader ikke selvmordet gå upåagtet hen. Han savner svar på, hvorfor hans crush Hannah (Katherine Langford) pludselig sagde farvel til tilværelsen. Og da han en dag kommer hjem fra skole, ligger alle grundene i en papæske foran hoveddøren. 13 årsager til at Hannah tog sit eget liv, hver og en beskrevet på en side af et kassettebånd. Som Clay nu bare må lytte til, tålmodigt og ét efter ét.
Jay Ashers young adult-roman ’13 Reasons Why’ fra 2007 nåede førstepladsen på New York Times’ bestsellerliste i 2011. Historien om Hannah og de ’venner’, der skubbede hende mod afgrunden, kalder i sit format på en tv-udgave, og takket være gode kræfter bag kameraet er det lykkedes overbevisende. En umage trio bestående af den debuterende hovedforfatter Brian Yorkey, teenidolet og producent Selena Gomez og den Oscar-vindende ’Spotlight’-instruktør Tom McCarthy har sammen skabt en opslugende fortælling om cybermobningens konsekvenser med respekt og empati for de teenagere, der oplever den mere end nogen andre.
Hvor kalkulerede Hannahs 13 kassettebånd end lyder, er de en medrivende indgang til en verden af svigt og modløshed. En ulykke kommer sjældent alene, siger man, men for Hannah kommer de i hobetal. Efter hendes første kys med skolens lækreste fyr Justin (Brandon Flynn) krakelerer den perfekte fortælling, da Justins venner sender et billede videre og skubber Hannah ned i slutshamingens onde spiral – som kun bliver værre og værre, som sæsonen skrider frem.
Det vil være nemt at afskrive ’Døde piger lyver ikke’ som en serie om en desillusioneret teenager, der savner opmærksomhed – og det er netop problemet. Selvmord er ifølge The Jason Foundation den næsthyppigste dødsårsag blandt teenagere, og dokumentarer som ’Audrie & Daisy’ og ’The Hunting Ground’ har belyst, hvordan unge tumler med tanker om at tage deres eget liv, mens omgivelserne negligerer dem som opmærksomhedskrævende.
’Døde piger lyver ikke’ har en uafviselig underholdningsværdi med cliffhangere, John Hughes-hyldende drømmescener og til tider lidt for genkendelige highschool-plots. Men der er også et imponerende mod i seriens beskrivelse af de kriser, Hannah gennemgår – både når hun bliver frarøvet livsmodet og til sidst gør en ende på det hele i hjemmets badekar.
Clays rejse gennem Hannahs optagelser involverer et virvar af highschool-elever, heriblandt den ombejlede cheerleader Jessica, den nørdede fotograf Tyler og den popularitetsjagende hipster Alex, der alle har såret Hannah. Alle har deres eget kassettebånd – og dermed et afsnit – og i begyndelsen er det drænende for seriens drivkraft at skulle introducere så bred en skare af karakterer.
Efter præsentationerne får stereotyperne dog lov at udfolde sig som nuancerede mennesker. På trods af deres fejl bærer de rundt på deres egne indre kampe, som serien med stor sikkerhed og forståelse folder ud. Justin, Jessica og Alex er ikke kun kyniske medskyldige. De er lige så sårbare og ulykkelige som deres ofre.
Med den erkendelse bliver de indviklede tråde og hemmeligheder umulige at slippe. Og man venter i spænding på at finde ud af, hvilken skyld den godhjertede og moralske Clay selv bærer rundt på.
Netop Dylan Minettes fåmælte Clay er et inciterende centrum for serien. Både hans og de andre elevers moralske sans og selvforståelse sættes på prøve, når afsløringerne på Hannahs bånd lyder gennem høretelefonerne. Måske var det alligevel ikke Hannahs egen skyld, at hun tog sit liv.
Et yderst forstyrrende oplæg til en anden sæson bliver slutningen på en ellers både engagerende og vigtig fortælling, der får én til at sætte spørgsmålstegn ved ens egen evne til at være der for andre mennesker.
Kort sagt:
’Døde piger lyver ikke’ er alt andet en banal highschool-fnidder og sladder på gangene. Brian Yorkeys serie om en teenagers selvmord er en relevant og medrivende fortælling, der på trods af en langsom opstart nuancerer mobningens mange konsekvenser.
Anmeldt på baggrund af hele første sæson.