1. Waxahatchee ‘Out in the Storm’
Da vi sidst hørte fra Waxahatchee med albummet ‘Ivy Tripp’, måtte vores anmelder hive samtlige seks stjerner op af hatten. Det er derfor ikke helt uden forventning, vi i dag kan sætte Katie Crutchfield og hendes slæng (der inkluderer tvillingesøsteren, Alison) i øregangsrotation – særligt ikke efter et par spændende singleforløbere, ‘Never Been Wrong’ og ‘Silver’, der spår om mere fuzztung rockkant til Crutchfields folkrepertoire.
Hør albummet på Spotify HER.
Hør albummet på Apple Music HER.
2. Shabazz Palaces ‘Quazarz: Born on a Gangster Star’ og ‘Quazarz vs. The Jealous Machines’
Hvis nyheden om et nyt album fra Shabazz Palaces lyder god i dine ører, hvad siger du så til to af slagsen? De amerikanske, excentriske hiphop-innovatører slipper nemlig hele to nye skiver i dag: ‘Quazarz: Born on a Gangster Star’ og ‘Quazarz vs. the Jealous Machines’ med hvilke vi bliver præsenteret for frontmand Ishmael Butlers (aka. Palaceer Lazaro) seneste alterego: Den intergalaktiske Quazarz. En persona, der angiveligt er født på en gangster-stjerne i en anden galakse, hvorfra med fremmede øjne og køligt blik iagttager og spidder nutidens Amerika (eller Amurderca, som han ynder at kalde det).
Shabazz Palaces topper de to album af med offentliggørelsen af en koncert på Jazzhouse fredag den 6. oktober.
Hør ‘Quazarz: Born on a Gangster Star’ og ‘Quazarz vs. the Jealous Machines’ på Spotify HER og HER.
Hør ‘Quazarz: Born on a Gangster Star’ og ‘Quazarz vs. the Jealous Machines’ på Apple Music HER og HER.
3. Sheer Mag ‘Need To Feel Your Love’
Siden Sheer Mags 70’er-klassiske, soulfulde og powerpop-catchy rocktoner bragede igennem i 2014, leverede de en ep om året. Da kalenderen nu siger 2017, og kvintetten har en ep-trilogi bag sig, må det derfor være på tide med et debutalbum. Som sagt, så gjort. I forbindelse med udgivelsen indtager Sheer Mag desuden scenen på Loppen, og at dømme ud fra livevideoer (og sådan cirka alle, der har oplevet dem live generelt), skulle de – og frontkvinde Tina Halladay i særdeleshed – være en regulær must see-oplevelse.
Hør albummet på Spotify HER.
Hør albummet på Apple Music HER.
4. Mura Masa ‘Mura Masa’
Da Mura Masa indtog Distortion Ø tidligere på sommeren, kunne han bryste sig af at være en af fredagens bedste liveoplevelser. Den blot 21-årige, britiske producer og multiinstrumentalist er stormet frem med det fængende klubhit ‘Love$ick’ (feat. A$AP Rocky) som galionsfigur og er nu klar med sit debutalbum, hvis gæsteliste blandt andet rummer navne som Damon Albarn, Charli XCX og Desiigner. Mura Masa kan desuden opleves live igen på dansk grund, når han spiller i Store Vega den 31. oktober.
Hør albummet på Spotify HER.
Hør albummet på Apple Music HER.