Hun er født ind i en royal filmfamilie, og så startede hun som forhadt skuespillerinde med roller, der lugtede af nepotistisk begunstigelse, i farmand Francis Ford Coppolas film – fra spædbarn i ’The Godfather’ til bærende birolle i ’The Godfather: Part III’.
Meget kan man sige om Sofia Coppola, men det er ikke til at komme uden om, at hun har udviklet sig til at blive en af tidens væsentligste filmskabere. Hendes visuelt bjergtagende storbydigt ’Lost in Translation’ indbragte hende en Oscar for bedste manuskript og behandler dybsindigt store temaer som ensomhed og isolation.
Senest har hun, til manges forundring, kastet sig over et remake af Don Siegels quasi-western ’The Beguiled’, til stor begejstring for juryen i Cannes, der hædrede Coppola med prisen for bedste instruktør. En pris, der i øvrigt kun er blevet givet til en kvinde en gang før i løbet af festivalens 70 år.
Ligesom sin far – Mr. Movie Brat himself – bryster Coppola sig af at være en vaskeægte film buff, og hendes liste, som vi har genopdaget via IndieWire, indeholder da også både klassikere og mildest talt overraskende valg.
Listen
Rumble Fish (Francis Ford Coppola, 1983)
Åndeløs (Jean-Luc Godard, 1960)
Sixteen Candles (John Hughes, 1984)
Lolita (Stanley Kubrick, 1962)
The Last Picture Show (Peter Bogdanovich, 1971)
Tootsie (Sydney Pollack, 1982)
Chris Rock: Never Scared (Joel Gallen, 2004)
The Heartbreak Kid (Elaine May, 1972)
Lad den rette komme ind (Tomas Alfredson, 2008)
In the Mood for Love (Wong Kar-Wai, 2000)
Hvordan de har præget hendes film:
Der er næppe tvivl om, at auteurinstruktøren har skævet til Wong Kar-wais virtuose kærlighedsfilm ’In the Mood for Love’, da hun udviklede ’Lost in Translation’.
Hong Kong-filmen er en klokkeklar inspiration for Coppolas hovedværk, og hun nævnte også instruktøren i sin takketale under Oscar-ceremonien. Ligesom ’Lost in Translation’ handler ’In the Mood for Love’ om at være ensom, selvom man er omgivet af andre mennesker.
Filmen følger de to naboer, Chow og Chan, som erfarer, at deres ægtefæller er dem utro, og derefter indleder et kompliceret og hemmeligt forhold for at dulme deres ensomhed. De indser efterhånden, at det er dem, der passer sammen, men i Hong Kongs regelrette samfund er deres kærlighed umulig.
’In the Mood for Love’ har ikke bare haft en stor fortællermæssig betydning for ’Lost in Translation’, men kan også ses som en klar visuel inspiration. Wong Kar-wais koncentrerede farver og belysning spejles hos Coppola, der sandsynligvis valgte neon-storbyen Tokyo som location for at motivere de outrerede farver, der poetisk sætter hovedkarakterernes ensomhed op mod storbyens intensitet.
Ensomheden går igen i svenske Tomas Alfredsons mesterstykke, ’Lad den rette komme ind’, der er en coming of age-fortælling om en mobbet dreng, der får sin første rigtige ven – tilflytteren Eli, som viser sig at være vampyr. Filmen står som en af nyere tids stærkeste ungdomsfilm i fornemt selskab med Coppolas debutfilm ’The Virgin Suicides’, der også handler om teenageoutsidere.
Nyklassikeren ’Tootsie’ er et interessant valg i forhold til Coppolas aktuelle version af ’The Beguiled’. Remaket vender bunden i vejret på forlægget ved udelukkende at fokusere på kvinderne på en pigeskole i Virginia under Den Amerikanske Borgerkrig, hvor det omvendt var hovedrolleindehaveren Clint Eastwood, der dominerede originalen.
På samme måde er ’Tootsie’ et studie af, hvad det vil sige at være kvinde – og hvordan man ville være anderledes, hvis man var blevet født som en kvinde – i historien om den lidet succesfulde skuespiller Michael (Dustin Hoffman), der får en gevaldig makeover og forvandler sig til en kvinde. Alt sammen for at få en rolle i en sæbeopera.
Hvad listen afslører om hende:
Sofia Coppola elsker coming of age film, som i virkelig, virkelig højt. Halvdelen af hendes liste befinder sig i denne genre, inklusive den eneste film af hendes egen far, ’Rumble Fish’. Er den bedre end ’Godfather’-trilogien, ’Dommedag nu’ eller ’The Conversation’? Næppe, men Coppola agerer kontrær datter og åbner – på interessant vis – op for andre perspektiver på sit fædrene ophav, som hun selvsagt kender bedre end de fleste.
At Sofia Coppolas liste er hendes helt egen, er der ingen tvivl om. Der er færre erklærede mesterværker, end man måske ville have forventet af en royal cinefil.
Det er mægtigt, at hun finder plads til Godards ikonografiske nybølgefilm ’Åndeløs’, men at hun i samme ombæring føler sig nødsaget til at understrege, at det er »The Godard version«, får det til at klinge en anelse hult. Alle, måske med undtagelse af Quentin Tarantino, forsøger vel at glemme det amerikanske 80’er-remake med Richard Gere i hovedrollen?
Helt idiosynkratisk er hendes valg af Chris Rocks standupshow ’Never Scared’, der ganske vist er en nyklassiker inden for genren, men alligevel stikker ud i et udvalg, hvor man kun har 10 skud i bøssen. Coppola har måske vægtet en vis racemæssig diversitet på listen, men hvad med sorte instruktører som Spike Lee eller Charles Burnett? Det havde måske i højere grad demonstreret en historisk bevidsthed om film, der ikke er lavet af hvide dudes fra engelsksprogede lande.
En enkelt kvindelige instruktør har fundet plads på listen (Elaine May), hvilket er en smule nedslående, men omvendt kan man ikke fortænke Sofia Coppola i at gå efter hjertet. Og det er prisværdigt, at hun ikke har ladet sig overmande af åbenlys politisk korrekthed.
Ligesom med flere af hendes film er den personlige vinkel i højsædet. Prisen er, som i filmene, at det hele også kan komme til at virke lidt flyvsk og uegalt.
Læs også: Christopher Nolans yndlingsfilm – og hvad de siger om ham