Mehdi Avaz’ debutfilm ‘Mens vi lever’ løb med den danske presses opmærksomhed ved årets Cannes-festival. Vores filmredaktør kaldte debutfilmen, der er lavet for et mikroskopisk budget på to millioner kroner helt uden offentlig støtte, »den mest opsigtsvækkende danske filmdebut i årevis« og den første trailer er også utrolig stemningsmættet.
Filmen udspiller sig i to parallelle fortællinger. I den ene følger vi den introverte fisker Kristian (Sebastian Jessen), der tvinges tilbage til barndomsbyen Helsinge, da han modtager nyheden om, at en mand ved navn Peter (Nicolas Bro) er indlagt på hospitalet. Imens spirer forelskelsen, når gymnasierneeleverne Tobias (Nikolaj Groth) og Sabine (Marie Boda) forelsker sig.
Den foreløbige modtagelse af filmen har været glimrende med vægt på den fortællemæssige kreativitet, der vækker mindelser om Kenneth Lonergans mesterlige ‘Manchester by the Sea’. Og mange har allerede udset Mehdi Avaz og hans bror Milad, der har skrevet manuskriptet, som værdige aftagere for danske mainstreaminstruktører-turned-Hollywood som Nikolaj Arcel og Susanne Bier. Så der er god grund til at glæde sig til første møde med den nye generations filmskabere.
‘Mens vi lever’ får dansk biografpremiere over hele landet 26. oktober.
Læs også: Ni danske kortfilmperler, du skal se under Odense International Film Festival