Actionbaskerne om legenden Baahubali kan bryste sig af rekorder i massevis. Filmene er de to hurtigst sælgende i Indiens historie, og så har de nogle af de mest vanvittige effekter nogensinde, hvilket har sikret toeren pladsen som den bedst sælgende indiske film i Nordamerika, hvor den blandt andet jordede Tom Hanks-filmen ’The Circle’ ved billetlugerne.
Alligevel har vi – før nu – ikke hørt et kvæk om dem i Danmark. Indisk blockbuster-epic af fem en halv times varighed flækket over i to film med de pædagogisk vejledende titler ’Baahubali 1: The Beginning’ og ’Baahubali 2: The Conclusion’ er underligt nok no go i det danske biografudbud.
Faktisk har man aldrig fået muligheden for at sætte sig til rette i en af landets største biografer og nyde et indisk festfyrværkeri af CGI-effekter.
Et clusterfuck af en film
Før nu! Takket være CPH PIX blev de to ’Baahubali’-film vist i Cinemaxx over to eftermiddage, ’The Conclusion’ tilmed i den massive IMAX-sal, og det var en oplevelse, man ikke glemmer lige med det første.
’Baahubali 1: The Beginning’ var i 2015 den dyreste indiske film nogensinde. Siden er den blevet overgået. Af opfølgeren.
Filmene står som stort anlagte fantasy-blockbustere i skærende kontrast til publikum-trækplastrene fra indisk mainstream-film i Bollywood, der som regel er båret af sang, dans og melodrama. Budgettet på 28 millioner dollars er godt nok småpenge, hvis man sammenligner med tilsvarende Hollywood-blockbusters, men man kommer langt for pengene i Indien. Rigtigt langt.
For 28 millioner dollars får du et tonemæssigt clusterfuck af en film, der blander indisk folkesang med pivelendigt skuespil, som henleder tankerne på de sæbeoperaer, du aldrig har set, men ved eksisterer.
Krydret med en rendyrket CGI-fest, der i filmenes største kampscener udfordrer selv giganterne fra Marvel. For eksempel når karakterer stopper gigantiske tyre med de bare næver eller bliver katapulteret hen over 100 meter høje borgmure, alt imens de danner skjoldformation i luften.
Når pilene flyver, og kranier knuses, så ligner det nærmest, at man er trådt ind i en animationsfilm. Der bliver konstant brugt slowmotion, så man virkelig kan få det hele med, og så er alt animeret ned til mindste detalje – selv de muskelsvulmende overkroppe, der glinser af sved. ’300’ ligner et stykke belgisk socialrealisme til sammenligning.
Verdens længste flashback
’Baahubali’ er et fænomen, og selvom der næppe er tvivl om, at filmene er dårlige, så er de helt vildt fascinerende.
Filmene udspiller sig i oldtidens Indien og handler om den unge mand Sivudu, der er stærk som en okse, men ikke føler sig hjemme i sin landsby. Som spæd blev han, som en anden Moses, fundet flydende på den lokale flod. Og nærmest lige siden har Sivudu drømt om at komme væk.
En dag bestiger han det kilometerhøje og ubestigelige bjerg, som adskiller barndomshjemmet fra omverdenen, med en kombination af liansvingning og hovedløse klippespring. Og på bjergets top møder han guerilla-soldaten Atvantika, som han falder pladask for.
Sivudu øjner en indgang til kvindens hjerte og indvilliger i at hjælpe med at redde en prinsesse ved navn Devasena, der bliver holdt fanget af den onde kejser Bhallaladeva – en mission, der leder Sivudu på sporet af sit sande ophav. Det viser sig nemlig, at han er søn af Devasena og den legendariske tronarving Baahubali, som blev frarøvet sit kejserdomme af broren Bhallaladeva – og det gør Sivudu, eller rettere Baahubali junior, sur – meget sur.
Her er vi cirka en fjerdedel inde i ’The Beginning’, som derefter kaster sig ud i, hvad der muligvis er filmhistoriens længste flashback. For hvordan var det nu lige, fortællingen om Baahubali senior gik? Det finder vi ud af i en sekvens, der varer filmen ud og strækker sig over godt og vel halvdelen af ’The Conclusion’, inden vi vender tilbage til Sivudu og det endelig opgør med Bhallaladeva. WTF.
’Star Wars’ møder ’Tarzan’ møder ’Ringenes Herre
Jeg var mildt sagt målløs, da ’The Conclusion’ sluttede med en punchline og freeze frame af en majestætisk Baahubali junior. Foruden det to en halv time lange flashback bød filmene også på cliffhangers i »I am your father«-dimensioner og finurligheder som en tre minutter lang takke-sekvens til alle involverede sponsorer i filmen fra catering over app-design til telefonselskab, som allerede blev afspillet i filmens opening credits og dermed var det første, der mødte publikum.
Det var en oplevelse ulig noget andet, jeg nogensinde har set, og jeg har ellers været rundt i en del af filmverdenens snuskede afkroge. En slags Moses-fortælling blandet med bibelske lignelser kombineret med et mashup af det bedste fra ’Star Wars’, ’Tarzan’ og ’Ringenes herre’. Men ’Baahubali’ stopper ikke der.
Vi får en time lang farce i starten af ’The Conclusion’, når vi ser, hvordan Baahubali senior i sin tid fik charmeret sig ind på Devasena. Det involverer blandt andet historien om, hvordan han lærte hende at affyre seks pile fra sin bue – på samme tid. Men det absolutte højdepunkt er en lårklaskende sekvens i ’The Beginning’, der ligner en mindre musikvideo, hvor Sivudu afklæder sin flirt med listige dansetrin og sin forføriske sangstemme. Lidt Bollywood-sang er åbenbart obligatorisk. Og det er nøjagtigt så absurd, som det lyder.
Plottet er på den ene side så simpelt som en børnebog, men samtidig unødigt kompliceret. For ’Baahubali’ går Tolkien i bedene og skaber et kæmpemæssigt univers, som man aldrig rigtigt forstår omfanget af. Det hjælper selvfølgelig heller ikke, at den indiske skuespiller Prabhas både inkarnerer Baahubali junior og senior og tvinger en til at holde tungen snorlige i munden, hvis man ikke skal blive tabt i de to fortællinger.
Det er så dårligt, at det er godt. ’Baahubali’ er en af den slags film, hvor man er nødt til at se det for at tro det. Og så er det et unikt indblik i en af verdens største filmnationer, der sender 2000 film på gaden hvert år og indhenter billetindtægter for næsten to milliarder dollars årligt, uden at vi så meget som ænser det på de nordlige breddegrader.
Der er kultpotentiale, så det halve kan være nok, og derfor er det dødærgerligt, hvis det kun er weekendens Cinemaxx-fremmødte, der får chancen for at opleve dette megalomane eventyrridt. Det er film, vi vil snakke om i årevis med et smørret smil på læben, og måske vi endda på sigt vil få trykt t-shirts a la ’Jeg så Baahubali i biografen’. Men nogen bør sørge for, at vi får flere danskere med i klubben.
Læs også: Alle vores CPH PIX-anmeldelser samlet på ét sted