Tidligere på ugen teasede Travis Scott, at han ville slippe ny musik. Mens det ellers var oplagt, der kunne have været tale om hans kommende album ‘Astroworld’, viste det sig at være et par små appetitvækkere i stedet – i går i selskab med Playboi Carti på ‘Love Hurts’, i dag med Kanye West og Lil Uzi Vert på den nye single ‘Watch’.
Den nye single, som Kanye også selv teasede sidste uge i en af sine alsidige, vilde Twitter-strømme, er produceret af Pi’erre Bourne, der tidligere har arbejdet sammen med kunstnere som Playboi Carti og 6ix9ine.
Kanye West nævner i sit vers blandt andet sin »opioid addiction« (en afhængighed af opioider; stoffer udvundet af opiumsvalmuen som eksempelvis kodein, morfin mv.) – lige efter en linje om, at han har luret, at Larry David var hjernen bag Seinfeld.
‘Watch’ kunne let tænkes at være et skud fra Scotts kommende ‘Astroworld’, der sandsynligvis er lige på trapperne.
Læs også: 20 skøre påstande fra Kanye Wests seneste interview – der (måske) indeholder en skjult sandhed