Marvellous

Flertallet af sangene på Marvellous’ demo går rent ind ved første gennemlytning. Små fine numre af rendyrket pop sat sammen, så det fungerer. Blikket for den gode melodi er til stede, og de hænger fast i hukommelsen lang tid efter. Om de så er langtidsholdbare er mere tvivlsomt, men flere af dem har potentialet til at kravle op fra undergrunden og hitte. Indtil videre er det ‘kun’ blevet til topplacering på ‘Demokræmen’ og høje placeringer på ‘Det elektriske barometer’ på P3. Marvellous har også vundet to runder af ‘Melody Maker Contest’ i Århus, og i år er bandet rykket til København.

Med sig har de blandt andet en sang som ‘Rescue Me’, der er demoens bedste og en oplagt førstesingle, hvis det en dag skulle bliver til en hel cd. En iørefaldende sag, der får et band som Lovebites til at springe frem af hukommelsen som reference. Foruden den glade melodi er samspillet mellem vokalerne fra Mette Arhøj (har erstattet Linn Kruse) og sangskriver Thomas Skydsgaard med til at gøre sangen – og demoen generelt – til noget specielt.

‘Something Came Down On Me’ slæber sig fedt afsted med tunge trommeslag og halvdystert keyboard i en sang om kærlighed. Keyboardet er også centralt i ‘Don’t Stop!’, der henter inspirationen fra 80’erne og på den sidste ‘H8’ slutter bandet med en flot ballade. På den måde er Marvellous alsidige og favner bredt i deres eget popunivers, som er på vej til at modnes. Sangene er bestemt et lyt værd, men får du dem ikke hørt, kan det være, bandet opsøger dig og pludselig flyder ud af højttalerne fra din radio.

Marvellous. 'demo'. Ep.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af