Labrador

Lette trommerytmer, klaverbund og en trompet, der svæver rundt i det pæne og varme lydbillede. Flemming Borby, der gemmer sig bag aliasset Labrador, har indspillet det meste af ‘Caleidoscope Aeroplane’ i Cuba med lokale musikere, og inspirationen herfra fornægter sig ikke. Det er et sommerligt album, hvor de caribiske rytmer titter frem i de legende trommerytmer og det omskiftelige percussionspil.

Borby serverer på ‘Caleidoscope Aeroplane’ ni super behagelige popsange, der passer perfekt som underlægningsmusik til caffé latte-slubren på stamcafeen. Og heri findes også albummets svaghed. Vi bevæger os på det absolut jævne niveau, og de luftige popsange om kærlighed og hverdagens små mirakler er komplet uskadelige og sine steder direkte anonyme. Det gælder både for musikken og ikke mindst teksterne. »Walking with you in the park/ candles and wine in the dark« er blot ét eksempel på den alt for ofte letkøbte og temmelig klichfyldte lyrik fra Labrador. Desuden kunne teksterne godt trænge til et serviceeftersyn fra en person, der er mere fortrolig med det engelske sprog end Borby. Blot for at rydde ud i de mere pinlige momenter.

‘This is for Loving’ er dog en sang, hvor det lykkes for Borby. Med tempoet sat helt ned og inciterende vokalarbejde skabes der en rar intimitet, og sangen kryber ind under huden. Beklageligvis har de otte andre sange slet ikke disse kvaliteter.

Labrador. 'Caleidoscope Aeroplane'. Album. Slow Shark/Divine/VME.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af