Margo
Den franske duo Margo, bestående af Jean Francois og Melanie, begge uddannede kunstnere, er ude med deres andet regulere album ‘Furtives Furies’.
Nummeret ‘Furies’er et glimrende eksempel på, hvor fint Margo formår at kombinere de forskellige inspirationskilder, der har præget dem under udarbejdelsen af albummet. En blanding af den intime popstemning fra de franske 60’ere, 80’ernes synth-pop a la Taxi Girl og minimalistisk glitchy techno a la Autechre. Disse genrer bliver tilsammen til en dejlig omgang glitchy elektro-pop
Melanies underspillede stemme er på én gang både uskyldig og forførende, og den smyger sig fløjlsblødt omkring Jean Francois’ musik. Dette forførende velbehag leder tankerne hen på tidlige franske poptøser såsom Brigitte Bardot og Francois Hardy. Brigitte Bardot kender de fleste og Francois Hardy blev bl.a. nummer fem ved Det Internationale Melodi Grandprix i 1963, året hvor Grethe og Jørgen Ingmann vandt med ‘Dansevisen’.
Men det er ikke kun undertegnede og duoen selv der er begejstret for projekt Margo, også den tyske indietronica mester-mixer Schneider TM er begejstret, og Margo optræder således på det eksklusive remix/remake album ‘Reconfigures’ med nummeret ‘Take Me’, et nummer der desværre ikke optræder på ‘Furtives Furies’.