- Aftenens hovednavn efterlod salen i tårer: Vi var på ambitiøs endagsfestival i København
- Din yndlingsrapper deler scenen med ham. Din konge ser fodbold med ham. Er der nogen i landet, der ikke elsker Thor Farlov?
- Robert Smith stirrer sin egen dødelighed dybt i øjnene på The Cures første album i 16 år
EaggerStunn
Selv om teksterne også kan være seriøse, er der bare noget gennemgående festligt over dancehall. Og med deres vovemod til at trække på andre varme genrer er det svært ikke at begejstres over EaggerStunns gadekryds af et dancehall-projekt, for der er blevet eksperimenteret godt i laboratoriet.
Duoens længe ventede album kan desuden være med til at besvare flere eksistentielle spørgsmål i dansk dancehall, såsom »hvor meget må man blande for?«, og »tager Stunn Gunn nogensinde solbrillerne af?«.
Læs også: Se videoen til ‘Kugledans’
Eaggermanns stemme er noget ganske særligt, og når den brummende bamse toaster og rapper er det skidesvært ikke at holde af dansk dancehall. Men pladens største stjerne er Stunn Gunn. Selv om dette musikalske projekt spiller på en anden bane end hans gamle eksperimenterende rapgruppe Booty Cologne, så har Stunn medbragt lyden af både varme, organiske og hårde beats, boblende rytmer og en underliggende truende synth, der går lige i reptilhjernen.
De heftige dancehall-rytmer (‘Dub a dub’ og ‘Dolkening’) blandes løsagtigt på iørefaldende vis med bløde reggaerytmer (‘Penge’ og ‘Gi dem en Eagger’), elementer af hiphop (‘Fast hånd’ og ‘Kugledans’), electronica (‘U.F.O.’ og ‘Rotteræs’), britisk basmusik (‘Du kan løbe’) og dejlig dub (‘Morder dem ver. 2’).
Læs også: Hør EaggerStunn bliver remixet af Dokkedal/Dixen
Læg dertil en håndfuld veloplagte gæster som Pharfar, Geolo G og Shaka Loveless, og så har du et album, der viser, hvor meget man kan blande og stadig lykkes. Solen vil skinne på d’herrer efter denne udgivelse – StunnGunn har vidst det hele tiden.
EaggerStunn. 'Armagedion'. Album. Fake Diamond/A:larm.