2:54

Når sjælelig søskendekærlighed, selvlært guitarspil i teenageårene, og læderorienteret idoldyrkelse er hovedbestanddelene i den mystiske eliksir, 2:54 er dannet af, kan det næsten kun blive interessant. Og det er det bestemt også på de britiske søstre Colette og Hannah Thurlows debutalbum, der tager lytteren med på en emotionel svævetur gennem røgen fra 90’ernes mørke og feminine sider af rocken.

Det slås fast allerede i den bittersøde åbner ‘Revolving’, hvor de spartanske guitarriffs hvirvler omkring Colettes’ sexede og stenede vokal og på den måde elegant sætter en atmosfærisk ramme, der klart er inspirationskilderne PJ Harvey og Melvins værdig.

2:54 tryllebinder fra første frase og mestrer de simple, men uhyre stemningsskabende melodier, der pladen igennem er båret frem af en pulserende orkestrering og en vokal balancerende på grænsen mellem det skrøbelige og rå.

Læs også: Hør 2:54’s ‘You’re Early’

Rygterne vil vide, at de unge søstre sjældent giver et smil fra sig, når de optræder live, og efter at have gennemlyttet pladen fornemmer man hvorfor. Andet ville nemlig være en smule malplaceret, for lyduniverset og teksterne indbyder i høj grad til kærlighedssmerter og hverdagsmelankoli, bedst udtrykt i den grungede single ‘You’re Early’ og den mere rock’n’roll-arrige ‘Creeping’, der lukker albummet.

Nuancerne i de dystre melodier popper stadig frem efter flere gennemlytninger, og 2:54 stinker af coolness, overlegenhed og originalitet. Alligevel savner man lidt variation i den triste croon og sidder tilbage med fornemmelsen af, at der ligger et ekstra niveau lige bag tågerne, der stadig hjemsøges af forbilledernes musikalske skygger.

2:54. '2:54'. Album. Fat Possum/Cooperative.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af