Malajube

De engelske hold i Champions League er for gode. De andre hold har jo ikke en chance. For få år siden kunne man have sagt det samme om canadisk indierock: De bands, der ikke stammede fra Canada, havde ikke en chance. Sådan er det ikke mere. Nu skal man være født i Brooklyn for at kunne skrue et godt indiehit sammen. Men Canada eksisterer altså stadig, og det gør landets evigt inspirerende musikscene i øvrigt også.

Et af de bands, der forsvandt lidt i mængden, dengang den canadiske bølge var på sit højeste, er kvintetten Malajube fra Montreal. Den manglende opmærksom skyldes måske, at bandets tekster er på fransk. Det skal man dog ikke lade sig skræmme væk af. ‘Labyrinthes’ er gruppens tredje album, og selvom frontmand Julien Mineau ikke ryster apokalyptiske generationshymner ud af ærmet Win Butler-style, så er han stadig en ferm sangskriver med en veludviklet sans for at kombinere den gode melodi med det eksperimenterende. Flere af numrene på ‘Labyrinthes’ begynder således som tre minutters indiepop og ender i veludført, bevidsthedsudvidende postrock.

Sjovt nok er der noget påfaldende skandinavisk over Malajube, måske fordi det kan blive så fandens koldt i Montreal. Flere gange lyder de i hvert fald som en underspillet version af Mew eller Death By Kite. I sidste ende mangler de helt åbenlyse hits dog, men som helhed betragtet er ‘Labyrinthes’ bestemt et vellykket værk.