Vessel

Mens maksimalister som Hudson Mohawke, Rustie og Lone de senest par år har rettet den elektroniske musik mod skarpslebne, HD-computeranimerede diamantskæringer, så har navne som Actress, Andy Stott og Ekoplekz arbejdet på de analoge lydes uslebne udtryk. På sit debutalbum blander Vessel sig i sidstnævnte projekt med et usædvanligt begavet bud på, hvordan uskarp tekstur kan sylte rytmerne så de skifter farve og kvalitet.

Produktionen er ikke egentlig lo-fi, men er mere som et slags naturalistisk syn på lydenes fremtoning. Computeruniversets urealistiske præcision, hvor verden er mere 3D end til daglig, og virkelighedens detaljer er surrealt tilgængelige, fremtræder her eroderet, slidt, måske endda afdanket.

Det rytmiske materiale henter britiske Vessel fra house og dub. I opbygningen sigter han mod en let svimmelhed og cirkularitet, der gør musikken, om ikke organisk, så i hvert fald kropsnær. Kombineret med simple, men skumle harmoniske skift og den eroderede lyd bliver udtrykket til en interessant balance mellem indbydende blødhed og David Lynch-agtig uafklarethed og uhygge.

Sjovt nok virker Vessels arbejde med stemning alligevel sjældent eskapistisk. Melodierne er jordnære, ikke udsvævende og beatsne er gode, grundige, men ikke præget af overraskende skift eller eskalerende overlag. Igen modstiller albummet sig den glitrende hyperrealisme. Det er ikke i forstørrelsen af de svungne, smukke detaljer at fortjenesten ligger, men i opdagelsen af hvordan de er gemt væk. Det er med andre ord anti-vulgær musik – på godt og på ondt. Det gode er seriøsiteten og den velfunderede, spartanske skønhed, det onde måske den asketiske ventetid i døren.