MFS

MFS siger selv, at de ikke er rappere, der prøver at være gangstas, men gangstas der prøver at rappe. Det tror jeg på! De primitive produktioner præsenteres råt, men flow og rim trækker kvalitetsindtrykket ned.

Musisk taler vi tunge, simple og temmelig tidløse west coast-beats suppleret med piano-stabs i mol, distortet guitarriff, motorbrummen, synthsirene og tilråb fra kliken. Referencerammen når aldrig længere end til fyrværkerieksplosionen ved Kolding, og der er ikke noget dybere budskab, end at man ikke skal mess’e med MFS. Mest bemærkelsesværdig er det vel, at Troo.L.S. har produceret et nummer på en plade, hvor F.I.P.G.C.-kumpanerne L.O.C. og Orgi-E bliver disset.

Helhedsindtrykket er dog overbevisende nok til, at jeg ville tisse i det ene bukseben (det højre), hvis jeg mødte dem på gaden. MFS er nemlig en samling kriminelle voldspsykopater fra Staden, der rapper til den del af scenen, som på den ene eller anden måde har et forhold til vold og kriminalitet. Det er erfaringsskildringer fra Pusher Street og hævnaktioner på politi, rivaliserende rappere og andre fjender, som alle får en ‘knytter’ i hovedet eller bliver smasket med meter-lange baseball-bats. Primitivt, men desværre temmelig aktuelt. Gangsta-konceptet holder nemlig (om man kan lide det eller ej), men når kvaliteten begrænser sig til en smule god rap af ‘A’, så bliver salgstallene ydmyge.