Matmos

Matmos er glade for koncepter. Deres seneste album hyldede ti homoseksuelle personlighed, som fx på ‘Roses and Teeth for Ludwig Wittgenstein’, der hyldede den østrigske filosof med, ja, lyde fra tørrede roser og haj- og bævertænder. Før det har de blandt andet lavet et album med lyde fra skønhedsoperationer. Nu er de klar med endnu et album og et nyt koncept. Et der hverken tillader ovennævnte lydkilder, muende køer, skrigende rotter, samplede snegle eller noget af det andet, de efterhånden har lavet musik af.$0 $0 På ‘Supreme Balloon’ er lydene fra analoge synthesizere nemlig det eneste tilladte. Det eksperiment er der kommet et unikt blødt, næsten bedøvende, men sine steder lidt fattigt, musikalsk udtryk ud af. Når Matmos på albummets første skæringer forsøger sig udi kæk electropop, mangler der noget bid. Også selvom duoen forsøger at kompensere med insisterende, og ærligt talt anstrengende, kitschede melodier. $0 $0 Men netop som man begynder at blive skuffet, når man til det 24 minutter lange titelnummer. Den fjollede popmusik lader pladsen for episk, ambient kompositionsmusik. Det nummer er det hele værd, men ingen af de resterende når det til sokkeholderne. Albummet er et glimtvis fremragende men alt for ujævnt, og selv med hjælp fra et navn som Marshall Allen fra Sun Ras legendariske Astro Intergalactic Infinity Arkestra forbliver Matmos’ nyeste koncept mere spændende på papiret end i praksis.