Nobody Beats The Beats
Nobody Beats the Beats (NBTB) har på deres tredje album ‘Drops From Above’ virkelig fået lokket nogle lækkerbiskener til at gæsteoptræde. Navne som Guru, Black Thought og Erick Sermon er vist navne de fleste hiphop interesserede kan nikke genkendende til. Også mindre profilerede men ligeså dygtige navne optræder. Bl.a. Little Brother – respekteret hiphop-duo fra North Carolina, Jahi – medlem af Blackalicious, Supernatural – tidligere verdensmester i freestyle, og så de tre medlemmer af Brand Nubian, Puba, Sadat X og Lord Jamar.
Bag producerpulten finder vi primært Context, Nick Nack og Tue Track (Track 72 hedder han nu), alle folk der har været med fra begyndelsen af NBTB. De gør alle deres arbejde fremragende. Hvor det før har været svært at få et helstøbt album qua de mange forskellige producere og gæsteoptrædener, lykkes det her at lave et album, der fungerer fra start til slut.
Ballet bliver sparket i gang af Scratchmagic, der via sine pladespillere og voicesamples introducerer albummet på et funky beat med blæsere. Det funky tema fortsætter i det Context producerede nummer ‘Cloud 9’, der gæstes af Little Brother og Linn, en svensk jazzsangerinde. Black Thought lægger veloplagt ud på det næste nummer ‘Wait A Minute’, som også gæstes af svenske ADL, Jahi og den amerikanske soulsanger Myron. Nummeret er produceret af Nick Nack og fortsætter den funky linje, som Context lagde ud med. ‘Supreme Being’ hedder det næste nummer, hvor Context igen producerer. Guru gæsteoptræder og som altid deler han ud af sin knowledge på et drømmende jazzet track, der er som skabt til Guru’s smørrap. Jahi optræder endnu en gang på nummeret ‘Triumph’ af Nick Nack, som er et mere traditionelt bounce-our-head track.
Erick Sermon, ene halvdel af nu opløste EPMD, rapper i velkendt stil på det måske mest iørefaldende track ‘Get it Poppin’ produceret af Nick Nack. Nummeret domineres af et funky guitar riff, der gør det svært at sidde stille. Noize er som oprindeligt medlem selvfølgelig også med, og han producerer nummeret ‘Ain’t Nothing Changed’ med legendariske Brand Nubian. Nummeret er faktisk den eneste smutter, hvis man kan sige det sådan, da nummeret ikke er decideret dårligt, bare lidt kedeligt.
Første Track 72-producerede nummer,’You Know What We About’ har en meget veloplagt rap fra Louis Logic. Nummeret er det mest hardcore på albummet og er rigtig fedt. Undervejs i nummeret er der et break, hvorefter nummeret skifter beat.
Nummeret ‘Piece of Mind’ er en lille jazzperle fra Nick Nack, der viser producerteamets alsidighed. Nummeret er ren instrumental med et nice groove bestående af strygere og en blød trompet.
Grand Puba optræder på det sidste nummer af Context ‘Just Music’ og er lækkert lounge hiphop, når det er bedst. Albummets sidste nummer er produceret af den dansk-amerikanske duo Stashbox med vokal af danske Liv Lykke og er et chillet og houset lounge nummer, der slutter albummet af på den bedst tænkelige måde.
Jeg har stort set kun ros tilovers for NBTB, som med dette classy, loungede og funky album er helt enestående i dansk hiphop, hvis man da kan kalde det for dansk. Eneste anke jeg har, og sådan vil det nok altid være med NBTB, er, at det tekstmæssigt er meget upersonligt på grund af de mange gæsteoptrædener.
Alt i alt viser NBTB deres potentiale med en plade, der oser af originalitet og talent.