Kissogram

Wer ist Ferber? Jo, han er egentlig ligegyldig for dette album, men nu er han nævnt, så lad os tage den her. Ferdinand Ferber var kaptajn i den franske hær, og var en af pionererne inden for udviklingen af flyvningens kunst. Kaptajn Ferber er beskrevet som en ‘important failure’, han døde efter et flystyrt i 1909, men havde allerede på det tidspunkt arbejdet med udviklingen af fly i ti år, herunder udvekslet ideer med brødrene Wright.

Berliner duoen Kissogram, bestående af Jonas Poppe og Sebastian Dassé, er så langt fra en fejltagelse, deres debut album ‘The Secret Life of Captain Ferber’ er en lang behagelig rejse i diverse afskygninger af elektroens kroge.
Første single udspil ‘Cool Kids Can’t Die’ er et eksempel på elektroen som man kender den fra diverse natklubber de seneste år; beskidt og rå, men ikke kun. Nummeret har en sammenhængende tekst, ikke bare et gentaget refræn, og så er den mesterligt fremført af Jonas Poppe, tankerne ledes glædeligt hen på et band som The Raptures.

Jonas Poppes stemme er et gennemgående fast holdepunkt, den leder os igennem de stort anlagte dansant numre såvel som de stille ballader. Sammenspillet mellem produktionerne og sangen fungerer godt, stemningen i musikken understøtter sangen og omvendt.
Nummeret ‘Girl In My Shower’, som omhandler en beskidt drøm, er en lille let sag, meget simpel, men med en bred pop produktion bl.a. med synth-strygere. At en sådan drøm egentlig er ganske uskyldig, kommer fint til udtryk i både musik og sang, og der er således et lækkert sammenspil mellem tekst, sang og musik.

Beskidt, intelligent og uskyldigt er alle ord der beskriver albummet godt, men også ironi er et vigtigt element, og her tænkes både i tekst og musik. Spinettet i ‘Owda Awda (Back Johnny Back)’ og teksten i ‘My Friend Is A Seahorse’ er gode eksempler.
Alt i alt må ‘The Secret Life of Captain Ferber’ betegnes som værende et meget komplet album.

Kissogram. 'The Secret Life of Captain Ferber'. Album. Louisville Records/Universal.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af