Girl Talk

Hu-hej vilde dyr haster ud over stepperne, når Gregg Gillis maser en fantasillion forskellige numre sammen på 71 minutter. Flabet som altid sættes løjerne i gang med Ludacris, der råber ‘Move Bitch’ af Black Sabbath-klassikeren ‘War Pigs’.

Herfra kan man så passende quizze løs om de mange samples og nye betydninger, der opstår i mikset. Tematikken er til tider håndgribelig, som når Lady Gagas disco stick (‘LoveGame’) hopper i kanen med Prince (‘Get Off’), Iggy Pop (‘Lust For Life’) og Beastie Boys (‘Hey Ladies’). Se det er eddersprøjteme girl talk.

Samplingens enfant terrible forærer sit nye album væk igen. Tilmed i samme stil som alt andet han har udgivet. Opskriften med at krydre et gammelt rock/pop-nummer med rap er så ligetil, at den ligger på Go’ Morgen Danmarks hjemmeside. Så er Girl Talk fortsat velsmagende og vedkommende?

Yessir! Nyhedsværdien er falmet for længst, og netop derfor fastslår Girl Talk sin berettigelse. Uden at mase sine firkantede klodser ned i det runde hul lader han nogle vanvittigt forskellige kunstnere mødes. Hele gøgemøget er mikset godt, men bedst når mashet bliver humoristisk. Som når album-aktuelle Bruce Springsteens gamle traver ‘Dancing in the Dark’ underfundigt mikses med omkvædet fra N*E*R*D’s ‘Everbody Nose’. Og vupti står pigerne i kø til toilettet og danser i mørket.

Alle kan finde en personlig favorit. Undertegnedes er, når Gillis får Thom Yorke til at fremstå som en endnu større perv ved at iklæde et kendt Radiohead-nummer Ol’ Dirty Bastards utvetydige sexerklæring: »I’m a creep, ooh baby I like it raw«.

Girl Talk. 'All Day'. Album. Illegal Art.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af